Høgni Hoydal (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
169
Person
Date

Herr præsident. Vi i Den Venstresosialistiske Grønne Gruppen deler jo fuldt ud ønsket om og støtter det øgede fokus på nordisk udenrigspolitisk og forsvarspolitisk samarbejde. Vi mener, det er helt afgørende for hele vor regions udvikling, både med hensyn til vore opgaver i regionen, eksempelvis i Arktis og Nordatlanten, men også med hensyn til en fælles holdning til omverdenen og fælles udenrigspolitiske standpunkter – eller samordning af standpunkter – over for omverdenen, og selvsagt også det praktiske samarbejde som ambassadesamarbejdet, som Stoltenberg også foreslår, og som man arbejder med.

Så vil jeg sige, at den nye norske udenrigsminister, Børge Brende, på et møde i dag nævnte, at man jo også kunne tænke tanken, at et ambassadesamarbejde også kunne involvere andre ting som kultur- eller handelspolitik, og han nævnte forslaget om, at man kunne have et Nordic House i New York eksempelvis – det kunne vel også være i andre storbyer – hvor man så fik, kan man sige, synergieffekter af udenrigspolitik, eksportfremme, kultur osv. Det ville være en enorm styrkelse af hele vores nordiske fællesprojekt.

Men vi i Den venstresosialistiske grønne gruppen har også fokuseret på, at vi må finde ud af, hvordan vi skal arbejde med udenrigspolitiske og forsvarspolitiske spørgsmål i rådet. Vi havde jo et forslag om, at Nordisk Råd skulle beslutte, at vi skulle henstille til de nordiske regeringer, at de i fællesskab anerkender Palæstina og i fællesskab arbejder for den tostatsløsning, som alle faktisk er enige om. Det forslag kom ikke til behandling i salen. Det blev afvist, fordi man ikke mente, vi kunne arbejde med sådanne forslag i salen. Det mener vi er en fejl. Vi må selv kunne tage rekommandationer op og debattere med ministrene og så indstille til regeringerne, hvordan vi skal gå videre. Det skal være vores helt klare henstilling i det videre arbejde med at styrke dette vigtige område.