Christian Juhl (Indlæg)

Tietoja

Laji
Puheenvuoro
Puheen numero
323
Henkilö
Speaker role
Nordisk Grøn Venstres talesperson
Päivämäärä

Det kan godt være, at vi går glip af guldkorn og gode kommentarer, så vi skal jo hele tiden huske, at sparet tid ikke altid er værdifuld.

Vi er meget enige i præsidiets ekstraprioriteringer og forstår slet ikke Nordisk Friheds kommentarer. Her er 5 ganske veldokumenterede og velargumenterede forslag, som vi fuldt ud kan bakke op om. Vi har dog den generelle bemærkning til budgettet, at i en tid, hvor interessen for Nordisk Råd og behovet for Nordisk Råd er større end nogen sinde, er vi stadig væk uenige i, at der er blevet skåret så hårdt ned i budgettet.

Vi er nødt til i hvert enkelt land at finde flere midler til Nordisk Råd. Vi har brug for det, og der er masser at gøre, og det er noget, som er en investering på den korte bane, men en fortjeneste for landene på den lange bane. Det sagde Frank Bakke-Jensen jo selv i sine indledende bemærkninger.

Ellers vil jeg bare sige, at de her 5 forslag fra præsidiet om uledsagede flygtningebørn, freds- og forsoningsarbejdet, nordisk public service, søfartsrisikoen og miljøsikkerheden i arktisk søfart og ikke mindst det samiske institut ligger os meget på sinde. Der er – undskyld, jeg siger det meget direkte til Nordisk Frihed – i den grad grund til at understrege behovet for, at kvinder også deltager i forsonings- og fredsarbejdet. Det har traditionelt været et mandefag, og det viser sig jo at være en kvalitet at få en mangfoldighed af synspunkter ind i netop forsonings-, freds- og konfliktløsningsarbejdet, så derfor synes jeg, det her er helt på linje med, hvad der er brug for i situationen, og vi kan varmt anbefale det.