Tórbjørn Jacobsen (Indlæg)

I den danske sangskat hører vi om en dreng, der kom til verden på femte sal. Gasolinfrontfiguren Kim Larsen fortæller os derudover, at dennes far var tosset, imens moderen skulle være rimelig normal. Det var hende, der – da systemet kom og hentede den rundtossede husbond – spurgte: Hvad gør vi nu, lille du? Efter et særdeles turbulent liv med mavesår, opsigelser og færden blandt gadens løse fugle, var der kun en adresse tilbage i verden, han kunne frekventere for at få luft for frustrationerne – hos et lydhørt magtapparat.

Den store rorgænger i kampen for at etablere den færøske nationalstat Erlendur Patursson døde for præcis 30 år siden. I 1976 for 40 år siden fremsatte han forslaget om, at Færøerne blev fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd. Udgangspunktet for forslaget var og er solidt: Færingerne har aldrig været i tvivl om deres retmæssige position i det nordiske samarbejde. Det beror på fuld jævnbyrdighed. To enstemmige lagtingsvedtagelser har sågar cementeret dette i 1977 og på ny i 2003.

Da salig Anker Jørgensen i 1980 som dansk statsminister genfremsatte forslaget, havde man regnet med det store gennembrud. Krumtappen i det danske imperium havde taget hånd om sagen, og man måtte regne med, at de nordiske lande ville følge den socialdemokratiske kæmpe og tidligere fagforeningsboss.

Det hæderkronede nordiske koncept, hvor solidaritet, frihedsværdier, menneskerettigheder, demokrati og respekten for forskellige kulturer i Norden står øverst på dagsordenen, skulle for anden gang i 4 år bevise sit værd. Forslaget smadredes i crashtesten – langt senere parkeredes det ved mellemstationen: Ålandsdokumentet.

I dag er forslaget fremsat igen, og i dette tilfælde kommer ministeren ikke til at sige: Dig, du ka’ sgu gå fanden i vold. Så det gør vi nu, lille du, ja, vi gør. Selvstændighedsprocessen på Færøerne lader sig aldrig kue – derfor vil jeg anmode mine nordiske brødre om at stå sammen om det forslag, som Høgni Hoydal har fremsat i dag. Tak.