Christian Poll (Indlæg)

Information

Speech type
Presentation
Speech number
117
Speaker role
Nordisk grön vänsters talesperson
Date

Søfarten påvirker havmiljøet såvel regionalt som globalt. Derfor er der behov for indsatser, der kan skabe et tydeligere billede af påvirkningerne, samt behov for at øge samarbejdet og udvikle løsninger, der kan beskytte havmiljøet bedre fremover. Søfarten påvirker miljøet såvel i luften som under havoverfladen.

Forureningen af luften har været kendt i mange år: kvælstofoxider og partikler, som påvirker menneskers helse, og svovl, som skaber forsurring. Og hvor kvælstofoxider og partikler er stigende, ser vi nu, at forsurringen er i tilbagegang efter ikrafttrædelsen af et nyt EU-direktiv i januar 2015.

Under havoverfladen ses resultater af oliespildsulykker, olieudslip samt påvirkning fra kemikalier i bundmaling, og videre medfører udslip af ballastvand, at fremmede arter introduceres i økosystemer, hvor de ikke hører hjemme og kan gøre stor skade. Ja, selv udslip af afløbsvand fra færger og krydstogtskibe påvirker havmiljøet. Endelig er der jo klimabelastningen fra søtransport, som også påvirker miljø og natur.

Det er således tydeligt, at søfarten har mange miljømæssige konsekvenser, men sammenhængene er komplicerede, og det er komplekst at vurdere påvirkningerne. Så der er behov for mere viden og bedre overvågning af havmiljøet, så vi kan målrette indsatserne og dermed beskytte havmiljøet bedre.

Eftersom en stor del af søfarten sker internationalt og med fartøjer fra andre lande, kan intet land pålægges ansvaret alene. Vi kan derimod styrke beskyttelsen af havmiljøet, hvis vi i Norden kan blive enige om en harmoniseret regulering. Og hvis vi i fællesskab kan presse FN’s søfartsorganisation, IMO, og EU i samme retning, bliver effekten endnu større.

Derfor foreslår Nordisk grønt venstre, at de nordiske regeringer samarbejder om yderligere indsatser for at mindske udslip fra søfarten i Norden og Arktis og fremfører fælles forslag på dette område i IMO, i EU og i andre relevante fora. Tak.