172. Magni Arge (Replik)

Information

Speech type
Reply
Speech number
172
Person
Speaker role
S-gruppens talsperson
Date

Tak for ordet. Det glæder mig, hver gang jeg hører europæiske landes statsministre tale om, hvor vigtigt det er at værne om de demokratiske værdier, og hvor vigtigt det er, at vi i Norden og Europa står sammen om demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig undres jeg over, at ingen vil adressere overgrebene mod demokratisk valgte politikere i Catalonien. 

Den spanske stats fremfærd ved folkeafstemningen i Catalonien den 1. oktober 2017 og efterfølgende kriminalisering af politikere, fængslinger og anklager om oprør med krav om livslange straffe kan kun karakteriseres som undertrykkelse af demokratiske og menneskelige rettigheder. 

Det er et internt anliggende, vil I svare, men så værner vi ikke længere om demokrati, men hylder autoriteternes ret til at kue alle dem, som med fredelige og demokratiske midler taler for andre synspunkter end dem, magthaverne har.

Mener I, at fængslinger i op til 30 år for demokratisk virksomhed er forenlige med vore grundlæggende demokratiske og menneskelige værdier?

Tak.