420. Christian Juhl (Indlæg)
Information
Vores gruppe skiftede navn for ca. 2 år siden. Den hedder Nordisk Grønt Venstre, hr. præsident. Jeg vil gerne hjælpe ham lidt.
Det her er en alvorlig sag. Jeg mener, at Rigsrevisionen selvfølgelig har gjort et grundigt stykke arbejde, og at de gør ret i at give så klar besked om, at der i nogle af Nordisk Råds institutioner skal ske en systematisk gennemgang af alle bilag for 2018 og stikprøver 5 år tilbage.
Rigsrevisionen ville egentlig gerne gå længere tilbage, men i hvert fald de danske regler siger, at man ikke kan gå længere end 5 år tilbage i et regnskab. Og jeg er glad for, at kontrolkomiteen følger det op, ved at vi siger, at vi kun tager regnskaberne betinget til efterretning, indtil vi ved den ekstra kontrol får kendskab til, hvad der er sket.
Det er selvfølgelig et problem, hvis tingene ikke er i orden på økonomiområdet, og alle politikere ved, at det er et meget følsomt område for vores vælgere, hvis vi ikke har 110 pct. styr på vores økonomi og de økonomiske regler for, hvordan vi sikrer, at tingene foregår ordentligt. Og når der er så oplagte svagheder i vores systemer, som det bliver anvist her, er vi nødt til alle sammen at bakke op og sige: Ja, det her er alvorligt; det skal vi have løst; vi skal have styr på de her ting.
Jeg kan se, at man også har skrevet til Kulturfonden, at man skal holde sig inden for budgetterne. Det synes jeg er en ganske god ting at gøre. Derfor er det også vigtigt, at vi måske hører fra nogle af dem, der er med i Kulturfonden, og hører: Hvad er grunden til, at I er kommet dertil, og hvordan kan det være, at vi får den anmærkning?
Jeg er overrasket over, at vi får så skrap en bemærkning fra Rigsrevisionen. Jeg er glad for, at kontrolkomiteen følger op på det. Det må ikke ske en gang til. Vi er nødt til at sætte en streg under, at vi fra Nordisk Råd ikke vil acceptere, at det her sker en gang til. Nu skal der strammes op.