257. Bertel Haarder (Replik)
Information
Hr. præsident. Jeg vil blot takke for det gode forslag og for den fine forelæggelse, som vi har hørt. Jeg synes, noget af det vigtigste er, at børnene og de unge møder hinanden og møder hinandens sprog, mens de går i skole og på uddannelser. Og derfor vil jeg virkelig ønske, at man får en anvendelse af moderne teknologi, altså at man kan holde digital kontakt mellem skoleklasser på tværs af de nordiske grænser.
Vi så jo, hvordan den norske tv-serie "Skam" førte til, at i løbet af meget kort tid kunne svenske og danske teenagere forstå norsk, inklusive en mængde nye ord, også slangudtryk osv., som gik ind i sproget i de andre nordiske lande. Så blev det pludselig stoppet på grund af strid om musikrettigheder, men vi nåede at konstatere, hvor let det er at lære de andre nordiske sprog, når der er en anledning, og når man er i direkte kontakt med jævnaldrende fra andre nordiske lande.
Så jeg vil virkelig håbe, at der både bliver fysiske møder og også digitale møder, og at Nordisk Ministerråd vil afse betydelig flere penge til den aktivitet. For det er noget af det allervigtigste, at næste generation oplever, at de kan forstå og de kan lære noget ved at møde unge fra andre lande på samme alder. Tak.