74. Bertel Haarder (Presentation)

Information

Speech type
Presentation
Speech number
74
Speaker role
Grænsehindringsgruppen
Date

Tak, hr. præsident. Og tak til samarbejdsminister Anna Hallberg for en rigtig god og tilfredsstillende redegørelse her til Nordisk Råd. Den rummede, hvad den skulle rumme, nemlig en erkendelse af, at der er noget, der kunne gøres bedre, når det gælder grænsehindringer, især i coronatiden - men også en optimisme, som jeg deler, og en tillid til grænsehindringsrådet, som jeg også deler, for der sidder jeg, og vi vil gøre alt for at leve op til den tillid. 

Jeg vil også takke Anna Hallberg og den danske samarbejdsminister for, at de tog det initiativ at samtale om, hvordan vi kan gøre det bedre ved Øresund og sikre adgang til Kastrup Lufthavn og sikre adgang til Bornholm, så bornholmerne ikke igen skal have ødelagt deres jul i familien, og så svenskerne fortsat kan flyve, så meget de vil, fra Kastrup.

Det er den slags konkrete engagementer og initiativer, som kan hjælpe os til en bedre situation. Og vi skal have en bedre situation. På alle pladser ligger denne røde pjece, som jeg virkelig kan anbefale at læse. Der kan man se, at halvdelen af borgerne i vore lande synes, at håndteringen af samarbejdet under corona har været enten dårlig eller meget dårlig, og det er jo et budskab, som vi politikere skal tage meget alvorligt. Det gjorde Anna Hallberg. Det skal hun have tak for, og det skal hendes ministerkolleger også have tak for.