Annika Olsen (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
71
Person
Speaker role
Fæøernes samarbejdsminister
Date

Fru præsident. Der er ingen tvivl om, at et mere åbent og hindringsfrit Norden vil medføre samfundsøkonomiske fordele og gøre Norden til en mere dynamisk region. Debatten i Lagtinget i foråret om grænsehindringer var præget af et stort fælles ønske om at nedbryde de grænsehindringer, som der er mellem de nordiske lande. Jeg forventer således, at vi i den kommende periode vil gøre store fremskridt i bekæmpelsen af grænsehindringer på Færøerne.

Arbejdet med grænsehindringer er blevet et stort fokusområde på Færøerne. Vi anerkender, at vi ikke har det fulde overblik over de grænsehindringer, der er mellem Færøerne og de andre nordiske lande og vice versa. Men vi arbejder med en strategi for at råde bod på dette. Med den meget vellykkede debat i Landstinget i april i år har landsstyret efterfølgende taget initiativ til at påbegynde en proces med at finde løsninger på grænsehindringsproblemerne. Jeg har således fået fuld tilslutning i regeringen til en handlingsplan, som omfatter seks centrale punkter vedrørende grænsehindringer. Handlingsplanen skal identificere og løse problemer med eksisterende grænsehindringer samt forebygge, at der opstår nye grænsehindringer.

Vi har tidligere i år fået etableret et Hallo Norden-kontor på Færøerne, som allerede er kommet godt i gang med sit arbejde. Og vi deltager aktivt i Grænsehindringsforum. Jeg er ikke tvivl om, at vi har gjort meget for at bekæmpe grænsehindringer på Færøerne her på det sidste, og vi vil fremdeles arbejde for, at disse begrænses i størst muligt omfang.

Det, at alle landenes parlamenter har debatteret grænsehindringer i foråret, og at regeringerne har fulgt op på dette, har bidraget til, at der er kommet momentum i hele Norden på dette område. Vi har ikke kun fået en god anledning til at løse problemet med grænsehindringer, men vi har også forpligtet os til at gøre, hvad der står i vores magt for virkelig at sætte handling bag de mange fagre ord om dette for os så centrale emne. Der har været for meget snak om grænsehindringer; tiden er kommet til handling.

Så kære kolleger: Det er nu, vi har chancen og forpligtelsen. Det er nu, vi virkelig kan styrke det nordiske samarbejde endnu mere. Tak.