Helgi Hjörvar (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
90
Speaker role
Præsidiets talsperson
Date

Præsident, kære kolleger. Her har vi et medlemsforslag, som både under vores møde i går og flere gange tidligere i dag er blevet diskuteret, selv om det først nu er på dagsordenen. Det siger lidt om forslaget, som er om en nordisk ombudsmand. Jeg tror også, at det siger, at alle er klar over, hvilken funktion en ombudsmand har. Alle ved, hvordan en ombudsmand skal virke, og alle ved, at medborgerne kan henvende sig til en ombudsmand, når bureaukratiet og det politiske niveau ikke virker.

Forslaget om en nordisk ombudsmand præsenterede vi først under sidste session. Vi socialdemokrater præsenterede det under vores grænsehindringsstrategi og de ni punkter, som vi ville lægge vægt på i det kommende år. Og medlemsforslaget, som vi har fremsat, er blevet behandlet i Præsidiet, og det gik jo ud på, at hvis en borger i Norden føler, at hans rettigheder efter nordiske aftaler ikke bliver respekteret i et land, kan han henvende sig, ikke til parlamentarikere som os, som intet kan gøre i enkeltsager, men til en ombudsmand, som kan tage sig af sagen. Det er det samme, som vi gør på nationalt plan med de ombudsmænd, vi har i hvert vores lande.

Præsidiet påpeger, at man også kunne løse det ved at give den opgave til de nationale ombudsmænd og løse opgaven på den måde. Som et kompromisforslag kunne jeg tilslutte mig det, men jeg synes, det var allerbedst, om vi havde en nordisk ombudsmand, som samarbejdede med de nationale ombudsmænd om at tage sig af de henvendelser, som kommer fra borgerne. Der bliver hele tiden flere og flere, og det er meget vigtigt, at vi som politikere ikke bare diskuterer det år efter år, men skaber en instans i vores system, hvortil borgerne kan henvende sig for at sikre sig deres rettigheder. Grænsehindringer vil vi diskutere på hver session i årtier, det er en evig opgave, og derfor må vi have en fast instans, som borgerne kan henvende sig til med deres problemer. Tak.