Bertel Haarder (Hovedindlæg)

Tietoja

Speech type
Varsinainen puheenvuoro
Speech number
220
Date

Herr mødepræsident. Vi får nu et lidt mindre budget, og det er altid vanskeligt at reducere bevillingerne, men jeg mener, vi skal holde fast i, at det nordiske samarbejdes succes ikke skal måles på bevillingernes størrelse, men skal måles på, hvor meget de nordiske lande samarbejder fra dag til dag og løser opgaver i fællesskab. Derved kan Nordisk Råd på en gang blive stærkere og slankere.

Det er klogt af ministerrådet at inddrage Nordisk Råd tidligere i processen, og jeg vil godt takke for, at det nu bliver tilfældet. Det giver Nordisk Råd større indflydelse, men det giver også Nordisk Råd mere ansvar, og det gør det lettere for ministerrådet at spørge Nordisk Råd: Hvor skal pengene komme fra, hvis I gerne vil have penge til noget nyt? Det er altid en sund proces.

Men når så Nordisk Råd kommer med forslag til, hvordan man kan få flere penge på ét område mod at spare lidt på et andet område, så mener jeg, at ministerrådet virkelig skal lytte. Det er jo sådan, som Michael Tetzschner rigtigt beskrev det, at reglen er den, at ministerrådet skal lytte. Man behøver ikke rette sig efter rådet, men det vil være god adfærd, hvis man lytter, når rådet kommer med ønsker, som er finansieret.

Jeg er helt med på, at man ikke kan pålægge en suveræn stat en udgift, som staten ikke ønsker. Det gjorde Michael Tetzschner meget præcist rede for, og det var godt, for det er de vilkår, vi arbejder under, men i Norden er vi jo gode til at lytte til hinanden og få rigtig meget ud af det mellemstatslige samarbejde, som vi har, og som vi i dag er samlet om.

Tak til ministerrådet, og tak til Budgetgruppen i rådet for et godt arbejde. Tak for det kompromis, der er fundet. Jeg synes, det kan accepteres.