Henrik Dam Kristensen (Indlæg)

Tietoja

Speech type
Puheenvuoro
Speech number
364
Speaker role
Den Socialdemokratiske Gruppe, Præsidiets talsperson
Date

Præsident. Jeg vil gerne starte med at udtrykke tilfredshed med den måde, som budgetforhandlingerne med Nordisk Ministerråd er forløbet på. Vi synes, at den nye arbejdsgang, som jo også er et resultat af reformarbejdet i rådet og moderniseringsarbejdet i ministerrådet, er blevet mere tydelig og også mere gennemskuelig for begge parter. Jeg vil gerne udtrykke vores tilfredshed med den proces, der har været.

Jeg skal ikke bruge tiden på at gå i detaljer, men vil gerne nævne nogle enkelte punkter, som jeg mener kan betragtes som Nordisk Råds største indspil til budgettet, og som har haft budgetmæssige konsekvenser. Det kom allerede til udtryk i januar, da præsidiet mødtes med den finske samarbejdsminister, Anne Berner, i Helsingfors. Her formidlede præsidiet fire prioriteringer, som alle blev omfattet af hovedlinjerne i budgetforslaget. Vores fire store prioriteringer var en opfølgning på Könbergrapporten og også de strategiske gennemlysninger af arbejdsmarkedet, den såkaldte Poul Nielson-rapport, behovet for et stærkt samarbejde med EU og arbejdet med at profilere Norden som en attraktiv turistdestination, bl.a. Nordic Cool.

Når der skulle forhandles om Nordisk Råds ændringsforslag til budgettet, fik rådet tilslutning til langt de fleste af sine forslag til ændringer. Vi fik ikke tilslutning til vores rekommandation fra 2016 til de nordiske landes regeringer om sikkerhed og arbejdsmiljø i flybranchen. Den 30. september er der meddelt svar fra landene, at de mener, at rekommandationens første at-sats anses som værende opfyldt, og at rekommandationens anden at-sats anses som delvis opfyldt. Men vi arbejder videre med den sag, og allerede den 9. november er der møde mellem udvalget og ministrene i Stockholm.

Til sidst vil jeg gerne nævne, at Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kunne have mere diskussion om nordisk samarbejde, når det gælder forskning. Det er en passende måde, hvor vi samtidig har fuld respekt for armslængdeprincippet. I den forbindelse har vi haft en diskussion om, at når det gælder den forskningspolitiske redegørelse, kan man bede om en redegørelse ved næste års session. Det er efter min mening en god idé. Det bør vi overveje.

Men alt i alt synes jeg, vi har fået et budget, som har været tilfredsstillende. Præsidiet og de politiske partiers budgetordførere har været inddraget hele vejen igennem. Jeg synes, det har været en god måde at diskutere det her på, og resultatet er også ganske godt.