Sjúrður Skaale (Hovedindlæg)

Nordisk Råd har foreslået en fælles nordisk strategi for Arktis. Det har ministrene ikke imødekommet, men selv om vi ikke formelt har en fælles strategi, kan vi alligevel samordne de nordiske landes politik, og det er det, vi gør. Det arktiske samarbejdsprogram har i sin substans delelementer, som vi kan kalde for en strategi, og vi skal derfor ikke gøre det til en strid om ord. Af den danske statsministers redegørelse i går fremgik det også klart, at man ønskede at styrke og konkretisere det nordiske samarbejde i Arktis, hvilket er godt. Men det kan gøres endnu bedre. Eksempelvis var beskeden fra Canada klar, da EU i sin tid ønskede bedre adgang til Arktisk Råd: Så længe canadiske sælprodukter ikke kunne komme ind på det europæiske marked, var det udelukket. No seal, no deal, var beskeden fra Canada.

Et arktisk land, Grønland, er også hårdt ramt af den samme restriktion, og at man har foretaget en såkaldt inuitundtagelse, hjælper ikke meget. Forbrugerne kan jo ikke se forskel på, hvor et sælskind kommer fra. Jeg mener, vi har svigtet i den her forbindelse. Vi burde stå sammen; vi burde have haft vores egen no seal no deal-politik for at presse EU i denne sammenhæng. Med tre EU-lande og to EØS-lande ville vi have haft en stor slagkraft. Jeg er selv meget stor tilhænger af EU, men det er en politisk kampplads, og Norden burde stå sammen i kampen. Vi burde stå stærkere i EU.

Vi burde også stå sammen om at presse USA til at tilslutte sig FN’s havretskommisssion. Det er ikke holdbart, at ikke alle aktører i Arktis har samme regelsæt at holde sig til og samme forpligtelser at leve op til.

Det samme gør sig gældende, når det gælder de såkaldte tvillingesejladser, specielt med krydstogtsskibe. Hvis en ulykke sker, er der meget stor risiko for, at den sker i et område, som hører under et nordisk land. Det er en nordisk sag, og derfor bør vi også have et fælles nordisk krav i denne sammenhæng.