Sisältöä ei ole saatavilla valitsemallasi kielellä, joten se näytetään kielellä Danish.

Unge sætter ord på fattigdom i ny nordisk bog

20.11.15 | Uutinen
Ungdommar
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
Skriveprojektet Ordskælv! i Norden giver en stærk stemme til de børn og unge, der gemmer sig bag fattigdomsstatistikkerne.
20. november 2015 markerer børnerettighedsorganisationer over hele verden årsdagen for FN’s børnekonvention og fejrer ikke mindst børns ret til at udtrykke sig og leve et liv af en ordentlig økonomisk standard.

Om præcis et år udkommer en bog skrevet af unge fra Norden, der er vokset op med fattigdom som et grundvilkår. Unge fra Sverige, Norge, Grønland, Åland, Færøerne, Island, Finland og Danmark giver os snapshots fra den hverdag og virkelighed, der er deres. En virkelighed, vi ellers mest møder som case stories eller tal i rapporter og debatoplæg. De unge debuterer som forfattere ved en spektakulær event i Helsinki den 20. november 2016.

Bogen bliver til i et unikt samarbejde mellem den prisbelønnede nonprofitorganisation Hygge Factory, Nordisk Ministerråd, de nordiske huse og institutter, Kulturkontakt Nord , Nordens Folkhögskola Biskops Arnö i Stockholm, Litteraturhuset i Oslo, Kirjan Talo i Turku samt Nordisk Kulturfond m.fl.

Om Hygge Factory: Prisbelønnet Ordskælv!

Hygge Factory udfordrer unge til at skabe kunstprodukter med udgangspunkt i deres egne oplevelser. Det nordiske projekt bygger på Hygge Factorys prisbelønnede Ordskælv!-model, som bl.a. har skabt en intens, rørende og inspirerende bog om børn og unge i sorg: ”Det ser sort ud, men det er det ikke” (2012).  

-Vi plejer at sige, at vores projekter er talent- og empatiudviklende, fortæller Hygge Factorys stifter og direktør Karen Siercke, for det giver de unge forfattere et enormt boost at være med, mens de unge læsere af bogen får et spejl, som gør det muligt for dem at relatere til en ellers abstrakt problemstilling.  

Hygge Factory er designet som et fleksibelt produktionsselskab, der organiserer sig rundt om de unge deltagere og giver dem et trygt og professionelt afsæt at udtrykke og udvikle sig fra.  

Den nordiske baggrund

Det er Nordisk Ministerråd, der har taget initiativ til den fællesnordiske bog med unge forfattere. Nordisk Ministerråd har i perioden 2014-2017 særligt fokus på det, der med et skandinavisk ord kan kaldes for børn og unges udenforskab, og med Ordskælv! i Norden ønsker Nordisk Børne- og Ungekomité (NORDBUK) og Embedsmandskomitéen for Kultur at give megafonen til dem, det handler om: De unge selv.

-Man kan godt være ekspert og voksen og have en idé om, hvad der skal til for, at disse børn og unge har det godt. Men det er afgørende vigtigt at spørge dem om, hvad de selv oplever, hvad de har brug for, og hvordan deres livsvilkår er i virkeligheden, fortæller Charlotte Romlund Hansen, der er formand for NORDBUK. Vi håber på at få nogle fortællinger, nogle udtryk, nogle historier, som hjælper os med at få et billede af, hvor vi kan sætte ind. Hvad er det for en hverdag, vi kan være med til at ændre på, og på hvilke måder?

Vi plejer at sige, at vores projekter er talent- og empatiudviklende for det giver de unge forfattere et enormt boost at være med, mens de unge læsere af bogen får et spejl, som gør det muligt for dem at relatere til en ellers abstrakt problemstilling 

 

Sådan bliver bogen til

Hygge Factory er i fuld gang med at etablere nordiske og finansieringsmæssige partnerskaber, og i foråret 2016 vil cirka 40 15-25 årige deltage i skriveworkshops i de enkelte nordiske lande, Færøerne, Åland og Grønland. I sommeren 2016 mødes alle de unge deltagere til en fælles skriveworkshop på Folkhögskola Biskops Arnö tæt på Stockholm. Og når børnekonventionen fylder 27 år om et år, er det med et kor af unge, stærke stemmer, der giver deres personlige bud på, hvordan livet også kan se ud som barn og ung i det lune nordiske smørhul.

-Jeg kan ikke sætte ord på, hvad vi forventer bortset fra at blive overraskede, fortæller Karen Siercke, for det er de unge, der kommer med historierne og går til tematikken på en måde, der giver mening for dem. Jeg er dog sikker på, at der vil vise sig perspektiver, som vi ikke kunne have drømt om, også fordi historierne kommer fra hele Norden. De unge deltageres historier er en fremkaldervæske, der får alle samfundets nuancer frem.  

Skriveworkshops går i gang i foråret 2016.

Læs mere om Hygge Factory



Contact information