Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Stort potentiale for samarbejde om bioøkonomi i Norden

26.06.14 | Nyhet
De nordiske statsministre opfordrede på deres fælles møde i maj til et styrket nordisk bioøkonomisamarbejde og fødevareministrene fulgte på deres møde 26/6 op på dette. En større satsning på den cirkulære økonomi kan både skåne miljøet samt skabe lokaludvikling og grønne jobs. Ny rapport peger på stort biopotentiale i Norden.

De nordiske fødevareministre mødtes i dagene 26-27/6 på Island, hvor de blandt andet diskuterede udviklingen i den nordiske bioøkonomi.

I en verden med knappe ressourcer er der stigende fokus på både den såkaldte cirkulære økonomi og bioøkonomien – to tilgange til jordens ressourcer, som på den ene side vil mindske spild af ressourcer og på den anden side støtte overgangen fra en fossilbaseret til en biobaseret økonomi via forskning og innovation.

Nordisk Ministerråd/NordForsk præsenterer således snart resultaterne af et stort forskningsprogram, der har undersøgt klimaforandringernes påvirkning på primærerhvervene. Rapporten peger blandt andet på, at de nordiske lande får en række nye muligheder på grund af det ændrede klima. Men understreger også, at det stiller krav til landene, hvis udviklingen skal ske på et bæredygtigt grundlag.

Strategisk analyse af potentiale

Bioøkonomien er en reaktion på globale udfordringer. Men mulighederne, udfordringerne og rammerne for bioøkonomien er regional. I den sammenhæng peger Nordisk Ministerråd på behovet for at kortlægge potentialet i et øget nordisk samarbejde om bioøkonomien og undersøge muligheden for at etablere nye, bæredygtige værdikæder. Udgangspunktet er ressourcer fra land, skov og vand og mulighederne for at skabe bedre løsninger i forhold til mad, materialer, tekstiler, plastik, medicin, og meget mere.

 - En række nordiske tiltag er med til at styrke arbejdet med en ny bioøkonomi og de nordiske lande har samlet set et godt udgangspunkt for at bidrage til et biobaseret samfund, udtaler Nordisk Ministerråds Generalsekretær Dagfinn Høybråten i forbindelse med ministermødet på Island.

- Men for at skabe det bedst mulige afsæt for det videre arbejde har Ministrene nu bedt  Ministerrådssekretariatet undersøge muligheden for at lave en større kortlægning af området. Det kunne være en strategisk gennemlysning i stil med Stoltenbergrapporten på udenrigsområdet eller Könberg rapporten på sundhedsområdet, som giver en analyse dels af bioøkonomien som sådan, dels af de muligheder, der er for samarbejde indenfor sektoren mellem de nordiske lande, uddyber han.

Biopanel kan styrke Nordens stemme

Fornylig lancerede Ministerrådet under det islandske formandskab initiativet NordBio  - et bioøkonomiprogram med fokus på blandt andet fødevareinnovation i bioøkonomien samt skovbrug og fiskeri.

Initiativer som NordBio spænder således bredt og skal ses som et led i tilsvarende indsatser både i Norden og i EU. Omkring 22 millioner mennesker i EU arbejder indenfor de mange sektorer som til sammen danner bioøkonomien, så der er både mange jobs og mange penge på spil.

- Vi vil også gerne styrke de nordiske landes stemme i Europa og verden i forhold til udvikling af det biobaserede samfund. Derfor har det islandske formandskab anbefalet Nordisk Ministerråd/MR-FJLS, at der oprettes et Nordisk Bioøkonomipanel.

Et eventuelt panel skal bidrage til at sætte større fokus på regionale løsninger i Norden og nærområderne inklusive Arktis og Østersøregionen, og dermed på at styrke de nordiske landes stemme i forhold til EU og FN, forklarer Dagfinn Høybråten.

Sagen vil blive forelagt ministrene senere på året og et muligt bioøkonomipanel skal i givet fald følge op på den foreslåede kortlægning og bidrage til en bæredygtig nordisk bioøkonomi gennem analyse, debat og anbefalinger.

Lokaludvikling

Et fælles mål for alle disse initiativer er også at styrke mulighederne for bæredygtig lokaløkonomisk udvikling overalt i Norden gennem øget fokus på investeringer i potentialet i land- og kystdistrikterne.

 - Bioøkonomi er lokaludvikling i en globaliseret verden.  En bedre og mere innovativ udnyttelse af naturressourcerne kan både skabe grønne jobs og styrke lokaløkonomien i hele Norden, pointerer Generalsekretær Dagfinn Høybråten.

- En stor del af bioøkonomiens potentiale ligger netop i at etablere og forbedre værdikæder i lokaløkonomien og det er værdier, som ikke er afhængig af, at skulle transporteres langt til centrale produktionsenheder eller outsources til fjerntliggende lande, afslutter han.