163. Louise Schack Elholm (Huvudinlägg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
163
Speech statuses
Waiting for transcription
Date

Tusind tak. Det er en fornøjelse at være med her i dag, vil jeg bare starte med at sige her. Det er demokratiets højborg, kan man sige, når vi mødes på tværs af lande i Norden og ser, hvad vi kan blive enige om. Og derfor er jeg rigtig glad for at være her i dag og repræsentere som samarbejdsminister for Danmark. Jeg vil også gerne takke vores formand for Nordisk Samarbejdsministerråd for at have oplistet mange af de gode resultater, som vi har opnået under Islands formandskab for Nordisk Ministerråd her i 2023.

Der er ingen tvivl om, at det nordiske samarbejde er utrolig vigtigt, og jeg tror, at vi alle sammen er blevet endnu mere klar over betydningen af det nordiske samarbejde, når vi kan mærke den utryghed, der er, ved invasionen af Ukraine fra Ruslands side. Så lige pludselig bliver vores egne demokratiske værdier, vores egen fred og den tillid, vi har imellem os, så meget mere tydelig. Og det synes jer er noget af det, vi skal huske på i alt det samarbejde, vi har. I Norden står vi utrolig stærkt sammen. Vi har mange værdier tilfælles og mange ting, vi kan samarbejde om, og det gør vi heldigvis også – det er I jo et tydeligt eksempel på. Og det oplever jeg også fungerer rigtig godt i Nordisk Ministerråd.

En af de udfordringer, som vi arbejder med som samarbejdsministre, er grænsehindringer. Det er også noget af det, jeg ofte hører, når jeg taler med parlamentarikerne fra Danmark, altså at man er frustreret over de grænsehindringer, som man oplever. Og for at fortælle lidt om, hvordan vi arbejder med det, kan jeg sige, at vi både arbejder med det i Nordisk Ministerråd, hvor vi har rigtig stort fokus på det, men nogle gange arbejder vi også bilateralt med grænsehindringer. Jeg har f.eks. et rigtig godt bilateralt samarbejde med min svenske kollega, Jessika Roswall, som jeg allerede i år har mødtes med to gange i taskforcen for Greater Copenhagen, som jo er Øresundssamarbejdet. Øresundsområdet er et utrolig integreret område, hvor vi arbejder og studerer på kryds og tværs. Det tager vi simpelt hen meget alvorligt, og derfor holder vi møder med interessenter på området to gange om året og prøver at finde nogle konkrete løsningsforslag. Senest havde jeg vores transportminister med – til det sidste møde, vi havde i Greater Copenhagen-samarbejdet – for også at have fokus på, hvad der kan være af udfordringer der. Jeg håber også, at vi på sigt kan få Grænsehindringsrådet med i arbejdet, for de sidder jo konkret med nogle af de udfordringer, der er.

Så det var bare for at nævne noget af det, som vi også konkret arbejder med bilateralt ved siden af det samarbejde, vi har helt overordnet. Men ellers glæder jeg mig til debatten. Tak for ordet.