Det nordiske samarbejdes historie

Nordiska flaggor
Photographer
Magnus Fröderberg/Norden.org
"Norden i siksak”, sådan har nogen karakteriseret de fællesnordiske tiltag gennem nyere tid. Går vi 1000 år tilbage, så var udsvingene endnu større, mellem perioder med krig og perioder med sammenhold. Men i det 20. og 21. århundrede ser vi et stadigt større samarbejde finde sted mellem landene.
Før 1952 – Både krige og alliancer har gennem tiden præget relationerne i Norden

For 1000 år siden var de nordiske folkeslag begyndt at samle sig i kongeriger. Inden da var nordboerne i nogle århundreder kendt som vikinger, der både handlede med og erobrede egne udenfor Norden.

Nu vandt kristendommen frem i Norden, og de vilde erobringstogter sluttede. Ind i mellem var der dog fortsat krige – også indbyrdes mellem de nordiske riger.

Kalmarunionen fra 1397-1521 blev en periode med samling af de nordiske riger. Dronning Margrete I var allerede regent i Norge og Danmark, da hun i 1389 også blev valgt som regent i Sverige.

Margretes slægtning Erik af Pommern blev kronet til nordisk konge i Kalmar 17. juni 1397. Kalmarunionen fungerede i praksis frem til 1521, da Gustav Vasa blev valgt til svensk konge.

De følgende 300 år blev Norden delt. Det svenske kongerige omfattede også Finland, og efterhånden en række andre områder i Østersøregionen.

Det danske kongerige omfattede også Norge, Island, Grønland og Færøerne. De to riger kæmpede mod hinanden i mange krige.

I begyndelsen var den danske kongemagt stærkest, men i løbet af 30 års krigen i 1600-tallet fik det svenske kongerige overtaget.

Med Den store nordiske krig i begyndelsen af 1700-tallet sluttede imidlertid også Sveriges stormagtstid. Rusland og Preussen blev de nye stormagter ved Østersøen.

Med Napoleonskrigene kom nye forandringer i Norden. Rusland angreb og besatte det svenske Finland, og Tsaren blev storfyrste af Finland i 1809, mens Danmark med freden i Kiel måtte afstå Norge til Sverige. Norge var i union med Sverige fra 1814 til 1905.

Sverige, Danmark og Norge dannede en skandinavisk møntunion i 1875, der formelt holdt til 1924. I praksis blev den dog ophævet under den første verdenskrig, hvor kronen i de enkelte lande ikke længere havde samme værdi i forhold til guld.

I 1905 ophørte unionen mellem Sverige og Norge, og Norge blev uafhængigt. Finland blev uafhængigt den 6.december 1917, mens Island året efter opnåede en stor grad af selvstyre, men dog frem til 1944 havde kongehus og udenrigspolitik fælles med Danmark.

Der var strid mellem Sverige og Finland om Åland, men Folkeforbundet fik gennemført, at Åland blev tilknyttet Finland.

Der var nordisk samarbejde på græsrodsplan mellem en lang række organisationer allerede i slutningen af 1800 tallet. Det folkelige samarbejde er fortsat vækstlag for det formelle samarbejde.

Foreningen Norden blev stiftet i Danmark, Norge og Sverige i 1919 og siden i Island 1922 og i Finland i 1924. Foreningen har siden været en drivende kraft for at forstærke det nordiske samarbejde.

Et konkret eksempel er venskabsbyerne. I 1939 oprettede Thisted i Danmark som den første forbindelse med Uddevalla i Sverige, og siden fulgte samarbejde mellem en række andre byer.

De nordiske socialdemokrater og beslægtede fagorganisationer havde allerede før Anden Verdenskrig organiseret sig i samarbejdskomiteen SAMAK.

På SAMAKs første møde efter krigen i juli 1945 i Stockholm var der blandt de forsamlede toppolitikere enighed om at arbejde for fælles nordisk politik på en række felter.

Den svenske udenrigsminister Östen Undén foreslog i maj 1948 skabelsen af et skandinavisk forsvarsforbund. I de første måneder af 1949 brød forhandlingerne om en forsvarsunion imidlertid endelig sammen. Norge og Sverige stod for langt fra hinanden.

Danmark, Island og Norge valgte i stedet at gå med i NATO, mens Sverige holdt fast ved sin neutralitet.

Nordisk Råd blev dannet i 1952 af Danmark, Island, Norge og Sverige. Finland, der på det tidspunkt var kraftigt præget af naboskabet med Stalins Sovjetunionen, kom først med i 1955, da den nye leder Krustjov varslede tøbrud.

1953-1971 – Mange planer og tiltag, men stadig kun små skridt

I 1950’erne var der planer om et nordisk frihandelsområde og en nordisk toldunion, men det endte med at Sverige, Norge og Danmark besluttede at gå med i det, der blev til frihandelsorganisationen EFTA fra 1960.

Finland blev associeret med EFTA i 1961. Island blev medlem af EFTA i 1970, og en kort tid var alle nordiske lande med i samme frihandelsområde.

Samarbejdet var imidlertid tættere og mere forpligtende i EF. I juli 1961 besluttede Storbritannien at søge medlemskab. Også Danmark og Norge søgte medlemskab i denne periode.

Det hele blev dog sat på ”stand by” af præsident de Gaulles modstand mod at få Storbritannien med. Forhandlingerne om optagelse blev standset i januar 1963.

Men den forandrede situation de foregående år var med til at fremskynde ønsket om en fast traktat om det nordiske samarbejde. Den blev endelig vedtaget i Helsingfors 23.marts 1962, og denne ”nordiske grundlov” kaldes derfor Helsingfors aftalen.

Fra 1968 til begyndelsen af 1970 var der intense forhandlinger om et nordisk økonomisk samarbejdet i rammerne af det såkaldte Nordek. Det strandede dog, da Finland ikke mente at kunne deltage på grund af relationerne til Sovjet.

Denne fiasko medførte dog et andet initiativ: I 1971 blev Nordisk Ministerråd oprettet.

1972-1989 – Norden mellem nordisk, europæisk og globalt samarbejde

Fra 1.januar 1973 var der et nordisk land i EF, nemlig Danmark, mens de øvrige fire var udenfor. Nordisk Ministerråd var blevet oprettet netop for at fastholde det nordiske samarbejde i denne situation.

Anker Jørgensen, der var dansk statsminister de fleste år frem til 1982, skrev i efterordet til udgivelsen af hans dagbøger fra statsministerperioden, at Danmark ikke glemte det nordiske samarbejde på grund af det europæiske:

"Tværtimod forsøgte vi på en måde, som også de andre nordiske lande ønskede det, at være brobygger mellem Norden og Europa."

I juli og august 1975 var Finland vært for den store OSCE konference om sikkerhed og samarbejde i Europa.

Umiddelbart blev dens vedtagelser nok mest opfattet som fine ord, men kapitlet om menneskerettigheder, udmøntet i Helsinki Deklarationen, var med til at så ”frihedens frø” i Østeuropa.

Efter 1989 – Regional forankring og globalt udsyn i en ny verdensorden

Berlinmurens fald 9.november 1989 ændrede fundamentalt det politiske kort over det nordlige Europa.

I slutningen af 1989 blev der indført demokrati i Polen og DDR, der fra 3.oktober 1990 blev genforenet med Vesttyskland. I 1991 brød Sovjetunionen sammen.

Allerede inden da havde de baltiske lande forsøgt at markere større selvstændighed, men nu blev de genoprettet som de selvstændige stater, de havde været i Mellemkrigstiden.

De nordiske lande havde faktisk allerede inden uafhængigheden taget kontakt for blandt andet at oprette informationskontorer for Nordisk Ministerråd i de tre lande.

I 1994 var der folkeafstemninger i Finland, Norge og Sverige om medlemskab af EU.

Vælgerne i Finland og Sverige valgte at sige ja, mens flertallet af de norske vælgere for anden gang stemte nej. Sverige og Finland blev sammen med Østrig medlemmer af EU fra 1.januar 1995.

I oktober 1999 indviede de fem nordiske lande et fælles ambassadekompleks i Berlin, der igen blev Tysklands hovedstad. Med flytningen fra Bonn nær den franske grænse var tyngdepunktet i Tyskland flyttet mod nordøst.

I 2007 var Forbundsdagen i Berlin således ramme om den årlige parlamentariske Østersøkonference, BSPC, som Nordisk Råd har været særdeles aktiv i lige siden den første konference i januar 1991 – et halvt år før Sovjetunionens sammenbrud.

Hele Østersøregionen med undtagelse af de russiske områder omkring Skt. Petersborg og Kaliningrad er nu med i EU. Der er fortsat særligt tætte nordisk-baltiske kontakter, men fremtiden vil vise, hvorhen det nordiske samarbejde udvikler sig.

Litteratur og links

Mere information om det nordiske samarbejdes historie.

• Frantz Wendt: Nordisk Råd 1952-1978, Nordisk Råd 1979

• Knud Enggaard, (red.): 50 år. Nordisk Råd 1952 – 2002. Til nordisk nytte?, Nordisk Råd 2002,7

• Claes Wiklund og Bengt Sundlius(red.): Norden i sicksack. Tre spårbyten inom nordiskt samarbete, Santérus 2000

• Henrik S.Nissen (red.): Nordens historie 1397-1997, Nordisk Ministerråd, 1997

• Anker Jørgensen: Bølgegang/I smult vande/Brændingen (fra dagbøger 1972-1982), Fremad 1989