Nordisk Ministerråds historie
Op til oprettelsen af Nordisk Ministerråd foregik forhandlinger på mange niveauer.
Sveriges statsminister Olof Palme sagde på session i februar 1971 i København: ”Det nordiska samarbetets väg til framgång kantas av grandiosa misslyckanden”.
Til gengæld for beklagelse over det mislykkede Nordek var der tilfredshed med oprettelsen af Nordisk Ministerråd. Der havde været nordiske ministermøder på en række områder længe inden oprettelsen i 1971.
Som resultat af forhandlingerne om tættere økonomisk samarbejde blev der allerede i 1960 oprettet en fast ministerkomité med et tilknyttet samarbejdsudvalg med tre embedsmænd fra hvert land. Tilsvarende var der fra 1961 et samarbejde (traktatfæstet i 1968) mellem de nordiske ministre for udviklingshjælp, der havde et embedsmandsudvalg tilknyttet. Bortset fra på de to ovennævnte områder foregik det nordiske samarbejde på regeringsplan på uformelle konferencer.
I 1971 blev Nordisk Ministerråd oprettet, og der blev regler om sammensætning, kompetence og arbejdsmåde på de enkelte områder. Helsingforsaftalen fra 1962 blev revideret for at traktatfæste Ministerrådet som det officielle fælles samarbejdsorgan for de nordiske regeringer. Samtidig blev en række handlingsprogrammer vedtaget for de enkelte sektorer.
De fællesnordiske institutioner udbygges
Nordisk Ministerråd vedtog i 1972 at oprette et sekretariat i Oslo, der kom til at fungere fra 1973. Kultursekretariatet holdt dog til i København. Kultursamarbejdet var et af de oprindelige hovedområder i nordisk samarbejde, der havde været organiseret i en nordisk kulturkommission.
Den 25.september 1972 stemte et flertal i Norge nej til EF, mens et stort flertal i Danmark stemte ja den 2.oktober 1972. Men Nordisk Ministerråd var nu blevet oprettet for netop at fastholde det nordiske samarbejde i en situation, hvor alle lande ikke længere havde den samme tilknytning til det europæiske samarbejde. Danmark arbejdede dog målbevidst på at fungere som brobygger ved at give information videre fra EF til de andre nordiske lande.
I 1973 blev en række nordiske institutioner oprettet, blandt andet Nordisk Industrifond og Nordtest, som i dag er fusioneret til Nordisk Innovation med hjemsted i Oslo.
Helsingforsaftalen blev revideret igen i 1974 for at udvide det formelle samarbejde til også at omfatte miljøbeskyttelse, der netop i disse år var blevet et centralt emne. Forureningen af Østersøen og Nordatlanten har siden været højt på den nordiske dagsorden.
De nordiske statsministre vedtog i begyndelsen af 1975 at etablere Nordisk Investeringsbank. Forslaget havde tidligere været fremme, men blev nu aktualiseret af oliekrisen, der havde skabt ubalance i de nordiske økonomier. Nordisk Investeringsbank har efterhånden fået større årlige overskud end de årlige udgifter til Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. Der er tale om adskilte kasser, og de seneste år er Nordisk Investeringsbank med deltagelse af de tre baltiske lande formelt blevet uafhængigt af Nordisk Ministerråd.
I overført forstand kan man dog hævde, at det nordiske samarbejde er en overskudsforretning. Den tidligere danske statsminister Anker Jørgensen skrev 13.maj 1980 i sin dagbog om et nordisk ministermøde i Hamar i Norge: ”Kl.10 fælles statsminister- og energiministermøde. Det varede kun en time. Vi blev hurtigt enige om en fælles plan for udbygning af nordisk energisamarbejde. Problemerne opstår først, når vi konkret skal beslutte”. I denne sammenhæng var det et konkret problem, om Norge ville lade en gasledning gå ned gennem Danmark.
Det blev ikke til noget, men generelt har de nordiske lande været optaget af pragmatisk at finde løsninger med eksempelvis elkraftnet mellem de nordiske lande. Der har været stor uenighed om energiformerne, hvor kun Sverige og Finland har atomkraft, men de nordiske ministre har fundet løsninger for kraftnet over grænserne.
I 1983 begyndte Nordisk forskningspolitisk råd sin virksomhed. I dag står NordForsk med hjemsted i Oslo for at styrke fællesnordisk forskning.
Nordens Hus i Tórshavn på Færøerne blev endelig færdig i 1983. I 1985 og 1987 indviedes tilsvarende institutioner på Åland og i Grønland, her under navnet Nordens Institut. I Nuuk (Godthåb) blev i 1997 åbnet Kulturhuset/Katuaq, hvis etablering Nordisk Ministerråd stod for.
Fra 1986 blev Nordisk Ministerråds sekretariat samlet i København, hvor kultursekretariatet altså allerede havde været lokaliseret siden 1972.
Norden finder sin plads i den nye verdensorden efter Berlinmurens fald.
Berlinmurens fald den 9.november 1989 ændrede fundamentalt det politiske kort også over det nordlige Europa. I 1991 brød Sovjetunionen sammen.
De nordiske lande havde faktisk allerede inden uafhængigheden taget kontakt for at oprette informationskontorer for Nordisk Ministerråd i de tre baltiske lande. Kontorerne i Tallinn, Riga og Vilnius kom således til at fungere allerede fra sommeren 1991.
I 1992 dannedes Østersøstaternes råd, CBSS, af de 11 lande rundt om Østersøen. I 1993 skabtes Barentsrådet og i 1996 fulgte Arktisk Råd. Nordisk Ministerråd har fået opbygget et godt samarbejde med disse råd.
I 1994 var der folkeafstemninger i Finland, Norge og Sverige om medlemskab af EU. Vælgerne i Finland og Sverige valgte at sige ja, mens flertallet af de norske vælgere for anden gang stemte nej. Sverige og Finland blev sammen med Østrig medlemmer af EU fra 1.januar 1995. I en periode var politikere og embedsmænd i de to lande nok mere fokuseret på EU end på Norden, men efterhånden fik det nordiske samarbejde igen nyt liv.
Det nordiske samarbejde blev stadig mere udadvendt, især i Østersøregionen. De store omvæltninger i 1989-1991 havde fjernet tidligere forsigtighed med at engagere sig udenfor de nordiske lande. Den store fokus på Østersøregionen har dog til tider taget fokus fra Vestnorden. Men også mod vest har der været kontakter til nabolande som Canada og landene på de britiske øer.
I 1995 blev det besluttet at oprette et Nordisk Informationskontor i Skt. Petersborg. Siden fulgte mindre informationspunkter i Murmansk, Arkhangelsk og Petrozavodsk samt et Nordisk Informationskontor i Kaliningrad fra 2006. Kontorernes operative virksomhed blev afbrudt i 2015 på grund af det russiske justitsministeriums beslutning om at registrere kontorerne som ikke-statslige organisationer, som fungerer som 'udenlandske agenter'.
I 1996 flyttede Nordisk Råds sekretariat fra Stockholm til København til samme adresse som Nordisk Ministerråds sekretariat i Store Strandstræde 18, lige ved Kongens Nytorv og Nyhavn.
I sommeren 2000 blev Øresundsbroen åbnet. Broen forbinder Danmark og Sverige, og efter en lidt tøvende start kom der snart fart over udviklingen af Øresundsregionen. Mange fra Skåne fandt job på den danske side af Sundet, og en del danskere fandt bolig i Malmø. Udviklingen førte til en fornyet indsats for at fjerne grænsehindringer ikke bare her, men i hele Norden.
På EU-topmødet i København i december 2002 blev det vedtaget at optage en række lande i Centraleuropa. Fra 1.maj 2004 blev Estland, Letland, Litauen og Polen samt med yderligere en række lande i Centraleuropa medlem af EU. Hele Østersøregionen med undtagelse af de russiske områder omkring Skt. Petersborg og Kaliningrad er nu med i EU. Nordisk Ministerråd har opbygget kontakter til alle landene i Østersøregionen.
Estland, Letland og Litauen blev også fra 2005 medlemmer af Nordisk Investeringsbank på lige fod med de fem nordiske lande.
I juli 2010 flyttede Nordisk Ministerråds sekretariat, Nordisk Råds sekretariat og Nordisk Kulturfond sammen ind nye lokaler i centrum af København på adressen Ved Stranden 18, med udsigt til Christiansborg.
Yderligere information om Nordisk Ministerråds historie:
Frantz Wendt: Nordisk Råd 1952-1978, Nordisk Råd 1979
Knud Enggaard, (red.): 50 år. Nordisk Råd 1952 – 2002. Til nordisk nytte?, Nordisk Råd 2002,
Claes Wiklund og Bengt Sundlius(red.): Norden i sicksack. Tre spårbyten inom nordiskt samarbete, Santérus 2000
Henrik S.Nissen (red.): Nordens historie 1397-1997, Nordisk Ministerråd, 1997.
Anker Jørgensen: Bølgegang/I smult vande/Brændingen (fra dagbøger 1972-1982), Fremad 1989