236. Guðmundur Ingi Guðbrandsson (Hovedinnlegg)

Informasjon

Speech type
Hovedinnlegg
Speech number
236
Speech statuses
Waiting for transcription
Date

Kære præsident. De nordiske lande har i mere end 40 år arbejdet sammen om at øge ligestillingen på alle områder i samfundet. Ligestillingsdagsordenen er et flagskib for det nordiske samarbejde og en vigtig forudsætning for et bæredygtigt og integreret Norden. Et ligestillet nordisk samarbejde er et helt centralt mål for Ministerrådet for Ligestilling og LGBTI i Norden. Det er vigtigt, for vi skal bruge kompetencer og erfaringer fra alle, uafhængigt af køn, til at sikre en bred indflydelse.

I ministerrådet er mainstreaming en vigtig strategi for at følge udviklingen mod målet om ligestillet nordisk samarbejde. Ifølge "Nordisk Ministerråds policy for integrering af bæredygtig udvikling, ligestilling samt et børnerets- og ungdomsperspektiv", som blev vedtaget af MR-SAM i 2020, har alle sektorer et ansvar for at integrere et ligestillingsperspektiv. At integrere disse perspektiver er en forudsætning for at nå visionen om Norden som verdens mest bæredygtige og integrerede region inden 2030.

Redegørelsen for 2023 tegner et positivt billede af Nordisk Ministerråds arbejde med mainstreaming, men et flertal af sektorene fastslår, at der kræves mere statistik og viden for at kunne belyse forskellige ligestillingsaspekter inden for deres politikområder. I det følgende vil jeg fremhæve nogle af resultaterne fra årets redegørelse.

Arbejdslivssektoren nævner den kønsopdelte statistik, der findes i OECD-rapporten "Nordic Lessons for an Inclusive Recovery? Responses to the Impact of COVID-19 on the Labour Market". Et andet eksempel er fra miljø- og klimasektoren og forskningsprojektet "Not Just a Green Transition (NJUST) – Examining the path towards a socially just green transition in the Nordic Region" og "Ensuring inclusive economic growth in the transition to a green economy". Begge projekter fokuserer på, hvordan den grønne omstilling til en klimaneutral økonomi kan nyde godt af et styrket inklusions- og ligestillingsfokus.

Vi har i det islandske formandskab igangsat projektet "Ligeløn for lige arbejde i Norden", som skal bidrage til at mindske de lønforskelle, der stadig er mellem kvinder og mænd i de nordiske lande. Det skal ske ved at skabe en dialog mellem landene og arbejdsmarkedets parter om, hvordan man kommer videre og opnår succes med udgangspunkt i foranstaltninger, erfaring og viden. 

Projektet "Pushing back the push-back: Nordic Roadmap on advancing gender equality, women’s and girls’ rights, and equal rights of LGBTI-persons" sætter fokus på at kæmpe mod den negative udvikling, vi har set de sidste år, når det gælder ligestilling og lgbti-rettigheder, nationalt og internationalt, hvor vi tager vores ansvar som frontløbere alvorligt.