Dánial Hoydal og Annika Øyrabø

Hvad gør du, når stregerne er overalt, og du ingen har at snakke med om det?

Billedbogen Strikurnar ("Stregerne", ikke udkommet på dansk) handler om to bedste venner, der går hjem fra skole. De behøver ikke at sige så meget. De forstår hinanden og ved, at alt er ok. Samhørigheden er tydelig mellem dem i både teksten og billederne. Med begge ben går de hen over stregerne i vejen – det som sidenhen viser sig at blive selve problemet for jegfortælleren: stregerne og rædslen for at gå over dem.  

Angsten for stregerne udløses, da bedstefar dør, og drengen ikke føler, at han er en del af de voksnes fællesskab i sorgen. De voksnes afmagt over for barnet i den svære situation illustreres i kontraster, hvor de voksne står som sorte skygger med et tæppe af tårer i baggrunden. Drengen står forrest i billedet i lyse farver; ensom, udenfor og bekymret. Det er nu, han begynder at se stregerne – overalt – og han bliver mere og mere opslugt af tanken om at skulle handle rigtigt. Stregerne, der på første opslag harmløst skiller fliserne fra hinanden på vejen, bliver i bogens midte illustreret som det udyr, man allerede møder på den mørke og frygtindgydende forside. Drengen, der nu kun ses bagfra, er næsten i kløerne på og i kæften af det store udyr inkorporeret i streger.  

Drengen udtrykker selv det svære i at skulle sætte ord på sine tvangstanker – han ved godt, at de er ude af proportioner, men er ikke i stand til at forandre sit handlingsmønster. Han står alene med stregerne, og hans ven forstår ham ikke længere. I denne situation oplever han, hvordan det føles, når ens ven pludselig ikke orker at følges med en mere. Han forstår godt selv hvorfor, men kan ikke gøre noget ved det. Stregerne har taget styringen. Drengen er også overbevist om, at hans mor ikke vil forstå hans tanker og deler dem derfor heller ikke med hende. Men selv om moren ikke ved, hvad der er galt med sin søn, forstår hun som den voksne omsorgsperson, at der er tale om en situation, hvor hun må gribe ind. De spiser vafler, går tur, fanger fisk og krabber og drengen glemmer alt om stregerne. Gennem menneskelig kontakt og socialt samvær får han mestringsstrategier, som gør, at han kan glemme de allestedsværende streger.

Modtageren er nærmest skrevet ud af denne tekst i det præcise og konkrete sprogbrug, som dog nemlig evner at involvere enhver læser og gøre Strikurnar til en tidløs og almenmenneskelig bog, der italesætter menneskenes behov for at mestre de svære ting, der er en del af livet. Bogen omhandler et alvorligt emne, som den ikke bagatelliserer, men viser, at der findes løsninger og håb i ellers svære og håbløse situationer. Stregerne var der i begyndelsen og de er der stadig. Dette illustreres smukt i satsbladene, der er de samme i slutningen som i begyndelsen; grålige, mørke og med streger, dog med den forskel, at i slutningen vokser der smukke, lyse blomster op gennem de mørke streger.  

Dánial Hoydal er en færøsk forfatter. Han er uddannet cand.mag. i retorik og informatik. Dánial Hoydal debuterede som forfatter i 2002 med billedbogen Í geyma, som Hanni Bjartalíð illustrerede. Annika Øyrabø er færøsk/dansk designer og illustrator. Hun er uddannet ved The Danish Design School og ved Hochschule für Angewandte Wissenschaften i Hamburg.  

Sammen har Dánial og Annika foruden Strikurnar udgivet Abbi og eg og abbi (2021), der blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2022 og vandt Vestnordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2022. Den er også udkommet på dansk med titlen Bedste og mig og Bedste (2022).