Eli Hovdenak

Eli Hovdenak
Fotograf
Eli Hovdenak
Eli Hovdenak: Det var ikke en busk. Billedbog, Ena, 2018.

Fuglen Tilde og trolden Torvald står af toget og går ind i en stor, mørk skov. De hører nogle uhyggelige lyde, og Tilde bliver bange. Hvad er det for uhyrer, og hvad er det, de vil?

Men der er ingenting at være bange for. Det viser sig, at skoven består af nogle træer tæt på skinnerne. Mellem træerne er der ingen farlige uhyrer. Der er kun fugle. Og de uhyggelige lyde viser sig at komme fra to små ugler, som også er bange, og som ender med at blive Tilde og Torvalds nye venner. Det, som først virkede skræmmende, viste sig at være helt ufarligt.

Landskabet i Eli Hovdenaks Det var ikke en busk (ikke oversat til dansk) synes tvetydigt, nærmest gådefuldt. Meget er genkendeligt, men endnu mere er helt anderledes, end det ser ud til at være. På de første sider er landskabet mørkt og dystert, og det kan let skræmme både store og små. Men pludselig dukker humoren op med fjollede ordspil, naive misforståelser og mærkelige replikker. Selv illustrationerne er sjove på en underfundig og lavmælt måde. Tilde siger, at træerne vokser den forkerte vej. Men illustrationen viser, at det er spejlbilledet i vandet. Tilde har glemt nøglen til hytten. Men vi kan se, at den hænger under tagryggen. Bogen er et godt udgangspunkt for samtale mellem den voksne og barnet. Samtalen vil måske handle om, at det kræver mod at gå ind i en mørk skov, men at det er godt at gøre det med en ven. Og hvis det ender med latter og nye venskaber, er det endnu bedre.

Rejsen ind i skoven er bygget op omkring en række kontraster. Tilde er lille, Torvald er stor. Tilde snakker meget, Torvald er tavs. Først er Tilde og de små ugler bange, til sidst er alle trygge.

Illustrationerne er mørke, men de bliver efterhånden oplyst af røde, gule og grønne pastelfarver. Og humoren udgør en gennemgående kontrast til det uhyggelige. Resultatet bliver en robust og smuk helhed.

Det var ikke en busk kan virke som en lille og beskeden bog, men den viser sig at være original, mangfoldig og usædvanligt gennemarbejdet. Den står i gæld til den klassiske rejseskildring og kan læses symbolsk. Hovdenak har en særegen streg og er en personlig, litterær stemme inden for billedbøger i Norge. Ganske stilfærdigt præsterer hun at fortælle en historie om at bevæge sig ud i det ukendte på en måde som opleves både underholdende og vedkommende for læseren. Bogen kan læses af modige børn og ængstelige voksne, hvilket vil sige langt de fleste af os.

Eli Hovdenak, født 1956, er uddannet billedkunstner, og hun er blandt andet repræsenteret på Nasjonalgalleriet, Riksgalleriet og i Norsk kulturråd. Dette er hendes femte børnebog, som hun selv har illustreret. I 2014 fik hun Kulturdepartementets pris for bedste billedbog. Bøgerne er oversat til fransk.