Linn Ullmann

Seks år efter den fremragende roman De urolige (De urolige, Gyldendal 2016, overs. Karen Fastrup) udgiver Linn Ullmann endnu et imponerende værk: Jente, 1983 Også denne gang har Ullmann skrevet en fortælling, som er hjerteskærende og smuk i sin menneskelige ømhed. Ullmann må nu kunne siges at være en forfatter af indiskutabel betydning. Hun går sine egne veje med det, som man kan kalde en emotionel ordentlighed. I modsætning til den store bølge, som i nogle år har været defineret som virkelighedslitteratur eller autofiktion, bygger Ullmann på et mere klassisk litterært anliggende – at tage sig selv op til overvejelse, som vi kan opleve det, når vi for eksempel læser Janet Frame, Kenzaburo Oe, Iris Murdoch og Patrizia Cavalli.

Ullmann er oprigtig og afklaret i sin omgang med det biografiske. Hun tager det personlige materiale i brug som digter og forfatter, og hun styrer skarpt og klogt uden om det sensationelle – også når hun skriver om unikke, opsigtsvækkende og nærgående hændelser. Med andre ord: Ullmann har evnen til at sammenflette det erfarede og det opdigtede, således at værket, romanens inderlighed og kompleksitet, fremstår som stor litteratur og ikke som et personligt opgør eller en klagesang.

En af de mange ting, som imponerer med Jente, 1983 (ikke oversat til dansk), er, at Ullmann på så fortrinlig vis endnu en gang præsterer at bevæge forfatterskabet ud i nyt terræn, for Jente, 1983 adskiller sig markant fra den pragtfulde De urolige. Det er befriende at se, hvordan Ullmann undlader at læne sig op ad den forrige romans vellykkede form og udtryk. Ullmann er åbenbart ikke en forfatter, som lader skriften hvile i det, som engang viste sig at være hensigtsmæssigt og vellykket Med Jente, 1983 går hun endnu en gang videre. Ja, det virker som om, at udforskningen af romanens mangeartede muligheder er blevet en drivkraft i dette forfatterskab.

Jente, 1983 er et medrivende og gribende romanværk, en usentimental, men inderlig og skarptskåren fortælling, som lader det oprigtige ved romanens digteriske udtryk smelte sammen med erindringernes nærgående åbenhed. Hvis man som læser skulle driste sig til at finde en essens i dette værk, skulle man måske blot citere den første sætning i de sidste afsnit. Ja, selv om det aldrig er så enkelt, findes kernen i Ullmanns to sidste romaner måske i dette elegiske udsagn: "Men hvor skal jeg gøre af mig selv?"