Magnus Larsen

Magnus Larsens selvbiografiske bog Illinersiorluni ingerlavik inussiviuvoq(”På slædesporet har man mødt mange mennesker på livets vej”, ikke udgivet på dansk) er en rejse i tiden fra 1963 til 1975. Bogen er fortsættelsen af forfatterens første selvbiografiske skildring med titlen Illinersiorluni ingerlavik i tiden fra 1931 (forfatterens fødsels år) til 1963.

Efter sin ordinering til præst i 1963, arbejdede Magnus Larsen ved præstegældene i byerne Qaqortoq, Upernavik, Qaanaaq, Sisimiut, Narsaq og Aasiaat. Som bekendt befinder de grønlandske byer sig ude på den langstrakte kyst, isolerede fra hverandre. Om sommeren blev bostederne forbundet via søvejen, mens havisen om vinteren gjorde det muligt at besøge hverandre ved hjælp af hundeslæden. Dengang var det præstens lod, at han blev placeret i en by for nogle år, hvorefter provstiet i Godthåb (Nuuk) besluttede, til hvilken ny præstegæld og by, han skulle sendes til.

I bogen skildrer Magnus Larsen de forskellige præstegæld og dens beboere. Det forhold, at man blev sendt til en fremmed by, boede og arbejdede der et par år, begyndte at lære byens befolkning at kende, hvorefter man blev sendt videre til den næste by, bliver problematiseret af Magnus Larsen i den selvbiografiske bog. Tilknytningen til menigheden og hverdagslivet på stederne, samt den viden og erfaring man havde opbygget gik tabt ved hver flytning, og man skulle til at starte forfra. Denne tvungne nomadetilværelse fik konsekvenser – ikke kun for præsten selv, men for resten af hans familie. Ikke mindst børnene i folkeskolealderen led under det, hvad angår sprog, identitet og kultur. En skæbne som mange grønlændere – mere eller mindre tvungent - blev udsat for.

Men bogens indhold er ikke ensidigt negativt overfor samtiden. I bogen skildres også gode og varme samarbejdsrelationer. Der fortælles om, hvordan grønlændere boede og levede i de byer og bygder, som forfatteren besøgte på sine slæderejser for at virke som sjælesørger.

En interessant kulturhistorisk betragtning i bogen er arbejdet med at få de ’hedenske’ – de oprindelige før kristne grønlandske navne – accepteret og indført som efternavne på den godkendte kristne navneliste, hvor man dertil studerede grønlandske og inuit-canadiske navne, skikke og traditioner.

På denne måde er bogen ikke kun en selvbiografi, men ligeså meget en skildring af nyere grønlandsk samtidshistorie, herunder forfatterens syn på af myndighedernes behandlingen af lokalbefolkningen i den yderste nord, da den amerikanske atombombe bevæbnede B52-fly styrtede på isen i 1968 ved den amerikanske base på Thule.