Seita Vuorela og Jani Ikonen (ill.)

Seita Vuorelas roman Karikko (Blindskær)er sig selv nok på en god måde, og den er bevidst om sin egen fascinationskraft. Den henvender sig til alle, som ikke ønsker sig en færdigtygget læseoplevelse. I Finland har bogen helt berettiget fået en bagsidetekst, hvor den klassificeres som et værk for både unge og voksne. Når det gælder hendes seneste romaner, holder Vuorela imidlertid stædigt fast i betegnelsen ”børneromaner”. Hun mener, at den moderne ungdomsroman manipulerer med de unge ved at foregive, at de i forvejen har kendskab til det unge menneskes behov og drømme!

Vuorela gør brug af det internationale boom inden for fantasygenren i sin egen ambitiøse kunstneriske stræben efter et udtryk som fornyer hele genren. Rent stilistisk er hun inspireret af den magiske realisme og den i øjeblikket meget populære dystopi, men Karikko indeholder også den klassiske ungdomsromans grundlæggende intrige: et ungt menneskes frigørelse og opdagelsen af den personlige vej i livet.

Romanens landskab består af en forfalden campingplads og en silo samt de tragiske hændelser som har fundet sted her, og hvis årsager blotlægges til allersidst i romanen.

I centrum for begivenhederne finder vi en familie, et brødrepar, den fjortenårige Mitja og Waldemar, som er et par år ældre, deres blodsbånd, men også sorg, resignation og skyld. Mitja stifter bekendtskab med nogle drenge, som driver rundt omkring campingpladsen. De er udstødte menneskevrag, som på mystisk vis synes at være fanget i Flickans net. Hun bor på Hotel Horisont. Vuorela opbygger gradvist intrigen gennem tilbageblik, hentydninger og fragmenter – som en mosaik. Fortælleteknikken både udfordrer og belønner læseren.

Karikko udtrykker refleksioner i forhold til individ og samfund i stil med dem, man finder i William Goldings Lord of the Flies, Alexander Mellis Barneregjeringen og Suzanne Collins The Hunger Games.

Med hensyn til intrigen er portrættet af de voksne, og især børnenes forældre, godt underbygget. De skildres som værende nærmest gennemsigtige og viljeløse personer. De har ikke længere nogen egentlig autoritet og mangler berøringsflader med deres børn.

Vuorela udnytter også de gamle myter, for eksempel de græske sagn og finsk folketro i Dødsjomfurens spøgelse, men også klassiske eventyr, især H.C. Andersens ”De vilde svaner”.

Jani Ikonens omslagsbillede er fængslende. I roman finder man også Ikonens sorthvide, fotoagtige tegninger som kan tolkes som afbildede sjælelige landskaber.

Seita Vuorela (tidigare Parkkola, f. 1971) bor i Helsinki, hvor hun arbejder som forfatter og fotograf. Hun underviser desuden i kreativ skrivning.

Hendes ungdomsromaner er oversat til mange sprog, blandt andet svensk, engelsk, fransk, italiensk og tysk.