Flygtningekrisen bliver årets tema på Nordisk Råds session

19.10.15 | Nyhed
Harpa
– Vi er nødt til omgående at udbygge vores redskaber til håndtering af asylansøgere og effektivisere den eksisterende proces, som er meget langstrakt og ressourcekrævende. Det ville være en fordel, hvis vi i fællesskab kunne udvikle nye og mere effektive rutiner for dette arbejde, siger Nordisk Råds præsident Höskuldur Þórhallsson, som har store forventninger til årets session i Reykjavik den 27.-29. oktober.

Sessionen er årets største nordiske forum for dialog mellem parlamentarikere, statsministre og fagministre fra hele Norden.

– På sigt er vi nødt til at arbejde for, at flygtninge, der får asyl i Norden, hurtigt finder sig til rette i vores lande og får mulighed for at udnytte deres kompetencer til deres eget og samfundets bedste. På det punkt kan vi styrke erfaringsudvekslingen mellem de nordiske lande og lære af hinanden, siger Þórhallsson.

På Nordisk Råds session holder de nordiske statsministre møde med hinanden og med Nordisk Råds præsidium. Også de nordiske samarbejdsministre og udenrigsministre mødes med rådspræsidiet. Derudover afholdes der flere fagministermøder i løbet af sessionsugen. Onsdag den 28.oktober vil parlamentarikerne for første gang have spørgetime med samtlige miljøministre i Norden.

På sigt er vi nødt til at arbejde for, at flygtninge, der får asyl i Norden, hurtigt finder sig til rette i vores lande og får mulighed for at udnytte deres kompetencer til deres eget og samfundets bedste. På det punkt kan vi styrke erfaringsudvekslingen mellem de nordiske lande og lære af hinanden.

 

Vil løse krisen i fællesskab

Hvordan kan vi øge mulighederne for et tættere samarbejde i Norden? Dette spørgsmål skal de nordiske statsministre besvare på topmødet med Nordisk Råds parlamentarikere. Topmødet indleder årets session, hvor det overordnede tema er international politik i et nordisk perspektiv.

– Intet land kan løse udfordringerne alene. Derfor bør de nordiske landes statsministre arbejde for en fælles vej for Europa. Det første skridt bliver at forsøge at finde en fælles platform i Norden, både hvad angår det bredere europæiske samarbejde, og hvordan vi løser de problemer, der opstår på grænserne mellem de nordiske lande. Vi er også nødt til at øge støtten til FN og andre, der arbejder med at skabe bedre betingelser for flygtninge i Syriens nærområder, siger Höskuldur Þórhallsson.

FN's undergeneralsekretær Christian Friis Bach indleder debatten om international politik i Reykjavik den 28.oktober. Flygtningekrisen tages op i forbindelse med FN's globale mål for bæredygtig udvikling.

Læs mere her: 

Ekstraordinært sessionsarrangement

Nordisk Råd besluttede i denne uge at afholde et helt ekstraordinært sessionsarrangement mandag den 26. oktober kl. 16.00-17.30. Her vil Jean-Christophe Dumont fra OECD’s internationale immigrationsafdeling og  Roderick Parkes, senioranalytiker for migration og interne affærer på European Union Institute for Security Studies, indlede debatten.

Arrangementet er åbent for pressen og kan følges via webcast her:

Den 29. oktober kommer David Cameron til Island for at mødes med de nordiske og baltiske statsministre.

Læs mere her: 

Nordisk Råds prisuddeling

Modtagerne af Nordisk Råds priser afsløres tirsdag den 27. oktober. Prisuddelingen finder sted i Harpa. Modtagerne af Nordisk Råds litteratur-, børne- og ungdomslitteratur-, film-, musik- samt natur- og miljøpris deltager umiddelbart efter prisuddelingen på en pressekonference og fotosession samme sted.

Akkrediteringen for journalister lukker den 23. oktober

Journalister, som ønsker at overvære Nordisk Råds session og prisuddeling, skal akkrediteres senest den 23. oktober via dette link.

Nordisk Råd er det officielle nordiske samarbejdes parlamentarikerforsamling. Efterårssessionen er det årlige forum for politisk debat mellem rådet og de nordiske regeringer, som er repræsenteret i Nordisk Ministerråd. På Twitter kan sessionen følges på #nrsession og #nrpol.