Joanna Rubin Dranger får Nordisk Råds litteraturpris 2023

31.10.23 | Nyhed
Joanna Rubin Dranger fick Nordiska rådets litteraturpris 2023

Joanna Rubin Dranger fick Nordiska rådets litteraturpris 2023

Photographer
Magnus Fröderberg, norden.org
Den svenske forfatter, Joanna Rubin Dranger, får Nordisk Råds litteraturpris 2023 for det genreoverskridende værk ”Ihågkom oss till liv”. Dranger fik prisen tirsdag aften i Oslo for et værk, hvor fotografier, tegning, akvarel og tekst knyttes sammen til en nærmest overvældende effektiv fortælling.

Joanna Rubin Dranger modtog prisen ved Nordisk Råds prisuddeling i Den Norske Opera & Ballett i Oslo tirsdag aften. Prisen blev overrakt af Norges kulturminister, Lubna Jaffery.  Prisvinderen får også statuetten "Nordlys" og 300.000 danske kroner.

 

Nordisk Råds litteraturpris er siden 1962 blevet uddelt til et skønlitterært værk skrevet på et af de nordiske sprog. I alt 14 værker var nomineret til årets litteraturpris.

Juryens motivering

Netop som Joanna Rubin Dranger var blevet voksen, tog hendes elskede moster Susanne sit eget liv. I bogen "Ihågkom oss till liv", det genreoverskridende værk, der belønnes med Nordisk Råds litteraturpris 2023, udtrykker Rubin Dranger i både tekst og billeder, hvordan hun mange år senere begynder at grave i, hvad der førte til mosterens selvmord. Hendes efterforskning resulterer i, at den tavshed og de omskrivninger, som hun er vokset op med, hvor slægtninge har været "forsvundne" eller slet ikke er blevet omtalt, brydes og forklares. Rubin Drangers undersøgelser fører hende tilbage til jødeforfølgelserne før og under den anden verdenskrig i Tyskland, Polen, Litauen og Rusland, men også til antisemitismen og eftergivenheden i de skandinaviske lande og de ødelæggende konsekvenser, som fulgte af den manglende vilje til at hjælpe. Og til glæden ved at møde overlevende slægtninge i USA og Israel.

 

Det kombinerede forsknings- og bogprojekt er mundet ud i et smukt værk, som på omslaget kaldes for en dokumentarroman, men er så meget mere end det: En grafisk roman, en historisk fortælling, en slags forfatterdagbog og en selvbiografi, hvor jegets personlige liv væves sammen med store politiske begivenheder. Her knyttes fotografier, tegninger og tekst sammen til en nærmest overvældende effektiv fortælling, som i sin helt egen form arbejder videre i den tradition, der også indeholder klassikere som Art Spiegelmans "Maus" og Marjane Satrapis "Persepolis". Rubin Drangers blik er stadig rettet direkte mod mørket, både historiens mørke og det mørke, som hun snart opdager i sit eget indre – og hvordan dette traume fortsat har konsekvenser i generation efter generation.

 

I sidste ende adlyder bogen den jødiske bøns ord om at mindes de døde og dermed give dem liv. Da Rubin Dranger opdager, at en lille dreng i slægten er blevet myrdet, og at ingen end husker hans navn, tager hun læseren med på en fortvivlet jagt efter svar. At finde hans navn betyder pludselig alt, og da hun til sidst finder det, føler både hun og læseren, hvor vigtig netop erindringen og repræsentationen af det forsvundne er – at de rækker bagud, gennem årtierne og genopretter en form for balance. At skrive og tegne de forsvundnes fortælling bliver i bogen til en trodshandling, som nærmer sig den magiske tænkning: Nazisterne udslettede disse mennesker, og de liv de levede, men Rubin Dranger kalder dem frem fra glemslen. Ved at nedskrive de myrdedes navne og omsorgsfuldt aftegne fotografier og portrætter af dem genskabes de mennesker, der blev myrdet. Historien kan ikke ændres, men de døde får liv, når vi mindes dem.