Lóa H. Hjálmtýsdóttir

Lóa H. Hjálmtýsdóttir
Fotograf
norden.org
Lóa H. Hjálmtýsdóttir: Grísafjörður: Ævintýri um vináttu og fjör. Ungdomsroman, Salka, 2020. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021.

Et forunderligt hverdagsliv er adelsmærket i denne smukke, hjertevarme bog. Et på samme tid vittigt og besynderligt indendørseventyr, som man uden videre kan tage en pause i og få sig lidt mere kakaomælk og ristet brød.

Tvillingerne Inga og Baldur har langt om længe fået sommerferie. Forude ligger ikke andet end at slappe grundigt af til tegnefilm og lade mørket og skoleåret sive ud af sig. Disse planer går i vasken, for hjemme i køkkenet ser de „en hulkende lille trold, en lille kæmpe eller en meget stor nabo“ i voldsom sindsbevægelse. Albert er en hvidskægget og indesluttet ældre mand, som bor på øverste etage i det boligkompleks, hvor tvillingerne lever sammen med deres mor.

Ungerne bryder sig ikke ret meget om denne store humørødelæggers indtrængen, men deres mor kan ikke stille andet op end at byde den sorgtyngede mand på aftensmad. Over kødbollerne vækkes tvillingernes trang til at muntre Albert op. Baldur er bekymret over, at manden er så ensom, og Inga farer ind på værelset og henter sin strålende opfindelse: Sygdomskassen. Den indeholder blandt andet en bog med vittigheder, slim, et tryllesæt og et lille computerspil fra dengang mor var ung. Men end ikke glimmerslimen formår at bringe den gamle mand i godt humør.

Omsider lykkes det Albert at få sat ord på den store sorg. Alma er forsvundet. Verden har slugt hans tvillingesøster og eneste veninde, som sejler verden rundt med et passagerskib. Han har ikke fået postkort fra hende i mange uger og ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i. Det eneste tegn er det sidste postkort, hvor Alma fortæller, at hun er på vej til Grisefjord (Pig Beach). Den lille familie hjælper Albert med at skaffe sig en flyvebillet, et pas og et kreditkort og lover at vande blomsterne, mens han er ude i verden for at lede efter sin søster.

De små finurligheder og den store farveglæde i illustrationerne fylder Grísafjörður (”Grisefjord”, ikke oversat til dansk) med overgiven skønhed. I passager flyder billeder og tekst sammen til tegneserier, som det er sjovt at studere grundigt, og som giver et morsomt indblik i personernes følelsesliv. Tvillingerne er modsatte poler – Baldur ængstelig og Inga fremfarende – og deres ideer om verden er enormt forskellige. Forholdet mellem dem er imidlertid både solidt og dyrebart. De er gode venner, som styrker hinanden, og som på denne måde spejler Albert og Alma og deres livslange venskab.

Fortællingens scene bliver større, da verden føres ind i børnenes hjem via Alberts breve, og mens pakker fra ham bliver åbnet, får læseren indblik i børnenes og deres mors dagligliv. De gammeldags forsendelser knytter også generationerne sammen, både åndeligt og materielt, og læsningen giver tvillingerne et kig ind i den store verden. De schweiziske alper, som Albert fortæller børnene om i et brev, springer frem i børnenes leg i form af bjergkæder af møbler og nyvasket tøj.

Grísafjörður fremkalder vigtige spørgsmål om den voksende afstand mellem mennesker, generationer og naboer. Sætter vi os selv for mange grænser, som det er vanskeligt at overskride? Kan det på et tidspunkt være gavnligt at få uventet besøg? Det bliver en nænsom diskussion om isolation og ensomhed, som kan plage både den yngre og den ældre generation, men viser også veje til at møde denne trussel med hjertevarme og kærlighed. Fortællingen rummer en appel til gruppen af læsere om at bekymre sig om andre mennesker, selv om man har meget mere lyst til at slappe af til tegnefilm.

Lóa H. Hjálmtýsdóttir er uddannet billedkunstner, har gået på forfatterskole og bor i Reykjavik. Hun er billedkunstner og forsanger i bandet FM Belfast. Grísafjörður, som er Lóas første børnebog, modtag Boghandlerprisen og var nomineret til Den Islandske Litteraturpris 2020.