Rejse med hund og kat til Sverige

Indførsel af hunde og katte til Sverige
Sådan kommer din hund og kat lovligt ind i Sverige. Her finder du information om mikrochip, rabiesvaccination, EU-pas og hvordan du melder dit kæledyrs indrejse hos den svenske told. Du kan også læse om dyreforsikringer og det svenske hunderegister og katteregister.

Hvis du rejser til Sverige med din hund eller kat fra ferie i et andet land, eller hvis du tager en hund eller en kat som du har købt i udlandet med hjem til Sverige, er det dig der rejser med dyret der er ansvarlig for at alle vilkår er opfyldte.

Du skal derfor tage rede på hvad der kræves for at rejse ind i Sverige og sikre dig at din hund eller kat er ID-mærket, rabiesvaccineret og har et opdateret pas. Du har ansvar for at have den nødvendige dokumentation tilgængelig.

Du kan bruge Jordbruksverkets rejseguide for at finde ud af hvilke regler der gælder når du skal rejse med dit kæledyr til Sverige.

Registrere hund eller kat hos tolden ved indrejse til Sverige

Du skal altid huske at registrere dit kæledyr hos Tullverket når du rejser til Sverige med din hund eller kat.

Hvis du har kæledyr med på rejser gennem Sverige mellem Bornholm og det øvrige Danmark, skal dyret opfylde samme regler som hvis du rejste med dyret til Sverige.

Din veterinær kan hjælpe dig med information om kompletterende vaccinationer, beskyttelse mod parasitter og tips om hvordan du bør håndtere dit dyr på selve rejsen til og fra Sverige.

Hunderegister i Sverige

I Sverige skal alle hundeejere, der bor permanent i landet, registrere sig og hunden i det centrale hunderegister hos Jordbruksverket.

Er du hundeejer, skal du have en hundeansvarsforsikring der dækker i tilfælde af at hunden forvolder skade på personer eller ting.

Der er ikke forbud mod specifikke hunderacer i Sverige. Men det er ikke tilladt at have hunde der er overdrevent kamplystne og som let bider og angriber mennesker og andre hunde.

Katteregister i Sverige

I Sverige skal alle katteejere, der bor permanent i landet, registrere sig og katten i det centrale katteregister hos Jordbruksverket. Det gælder både for katte der opholder sig indenfor og udenfor.

Det er ikke et krav at du forsikrer din kat i Sverige, men det kan være en nødvendig forsikring at have da veterinærpleje kan være dyrt.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.