Det nordisk samarbejde er stærkt til stede på sommerens demokratifestivaler

28.05.19 | Nyhed
Folkemøde_cirkuspladsen
Photographer
Joshua Tree Photography
Over hele Norden demonstrerer unge for klimaet. De udøver deres demokratiske ret og kræver en bæredygtig fremtid. Andre bekymrer sig over vores sikkerhed og demokrati. Vi har lyttet til dem, og vi vil høre mere. Vil du?

På 45 arrangementer i 6 lande stiller Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd skarpt på, hvad vi skal gøre for at skabe en bæredygtig udvikling i Norden. Både sammen og hver for sig.

Hvordan står det til med de unge generationer generelt? Er der grund til bekymring for vores nordiske demokratier? Hvilke muligheder giver den øgede digitalisering, og hvad skal vi forholde os kritiske til? Og hvad betyder egentlig integration - og hvordan får vi den til at lykkes? Kort sagt - vil vi gerne diskutere, hvordan vi kan ruste os til fremtidens samfund med de muligheder og udfordringer, som det indebærer. Vi har mange af de samme udfordringer i Norden, og sammen kan vi blive meget, meget klogere.

Hele sommeren er vi repræsenteret på demokratifestivalerne i 6 nordiske lande: Vi starter i Åland i juni og slutter i Island i september. Derimellem kommer Folkemødet på Bornholm, Almedalsveckan på Gotland, Finlandsarena i Bjørneborg og sidst, men ikke mindst Arendalsuka i … netop Arendal.

Her kan du læse mere om hver enkelt demokratifestival og se programmerne i detaljer. Vi glæder os til at møde dig derude!

Åland: AlandicaDebatt 2019, 9.-11. juni

AlandicaDebatt byder på mange samtaler med en nordisk vinkel. Om mandagen deltager den svenske minister for nordisk samarbejde, Ann Linde, i en samtale om frihandel med sin ålandske kollega, samarbejdsminister Nina Fellman. Nordisk Ministerråd står for en diskussion om vejen til øget mobilitet og integration i Norden, en debat, som tager afsæt i publikationen ”Nordens nya relevans”, som Riksdagens fremtidsudvalg udgav i foråret 2019. Nordens Velfærdscenter arrangerer en debat om digitalisering og velfærd og endelig skal vi tale om æresrelateret vold: Kan de nordiske lande arbejde sammen om at modvirke æresrelateret vold?

Danmark: Nordens telt på Folkemødet, 13.-16. juni

Nordisk Samarbejde er på plads på Folkemødet 2019 med 14 debatter med stærke og tydelige stemmer i den danske og nordiske debat. Kan demokratiet stå distancen? Hvordan vinder vi over superbakterier? Kan man lave tøj ud af tang og fiskeskind? Og hvordan står det til med sikkerheden og den digitale tillid?

Det er bare nogle af de emner, som er til debat i Nordens telt på årets folkemøde. Rammen om det hele er FN’s verdensmål, og vi har et grundlæggende fokus på de unges perspektiv på samfundsudviklingen.

Sverige: Nordiske debatter i Almedalen, 30. juni-1. juli

I Nordens telt i Visby diskuteres mange af vores tids vigtigste samfundsspørgsmål: Er ytringsfrihed og demokrati værd at kæmpe for? Hvor hurtigt kan en nyankommet flytning blive nyansat – måske ved vores nordiske naboer bedst, hvordan man gør? Hvordan beskrives Sverige i Rusland og vice versa? Har vi glemt de unge i udkanten, og hvilke konsekvenser har det?

En robot, som hedder Naomi, kommer også til at være med i Nordens telt – kom og mød hende!

Finland: Nordiska diskussioner på SuomiAreena 15-19 juli 2019

Nordiske spørgsmål diskuteres også flittigt i år på SuomiAreena i Björneborg. Nordisk Ministerråds store debat findes sted onsdag d. 17. juli og handler om Østersøen. Hvordan kan vi med innovation, hårdt arbejde og det nordisk-baltiske samarbejde redde verdens mest forurenede hav?

Herudover sætter vi fokus på en lang række vigtige samfundsforhold ud fra et nordisk perspektiv, bl.a. hvilke myter der findes om indvandrerkvinder, og hvordan disse bedre kan integreres og komme ud på arbejdsmarkedet. Sammen med Pohjola-Nordens ungdomsforbund arrangerer vi også en diskussion om unge og mobilitet i Norden.

Norge: Norden telt under Arendalsugen, 12.-17. august

I år debuterer vi med vores eget Nordens telt under Arendalsugen med et spændende og varieret program i løbet af fire dage. Årets program tager udgangspunkt i Islands formandskab og FNs verdensmål med debatter om bl.a. bæredygtigt forbrug og produktion, bæredygtig turisme og unge og uddannelse. Vi får besøg af Árni Páll Árnasson, som præsenterer sin gennemlysning af det nordiske samarbejde på socialområdet. Herudover er digitalisering og indvandrerkvinders deltagelse i arbejdslivet på agendaen på i alt 10 arrangementer i Nordens telt.

Island: Nordisk program på LÝSA, folkemødet i Island, 6.-7. september

LÝSA finder sted i Nordlandets hovedstad, Akureyri d. 6. og 7. september og fejres for femte gang i år. Norden i Fokus og Foreningen Norden inviterer til et spændende program med nordiske events begge dage. Programmet fokusere på agendaen for Islands formandskab i Nordisk Ministerråd samt 2030-agendaen, og der arrangeres foredrag og debatter om bl.a. bæredygtig turisme, den blå økonomi, bæredygtigt forbrug og unges sociale trivsel. Derudover ser vi på temaer, som står højt på den nordiske agenda i år, såsom Norden, EU og Brexit. Sidst men ikke mindst byder vi på kulturevents af høj kvalitet i samarbejde med Nordisk Råds priser.

Contact information