Ny rapport: Kultursektorens genrejsning efter COVID-19-pandemien

I den nye nordiske rapport "Kultursektorens genrejsning og forandring efter COVID-19-pandemien”, som blev publiceret i dag, analyseres effekterne af pandemien og forandringen i kultursektoren. Der er mange ligheder mellem kulturpolitikken i de nordiske lande, og samtidig er der forskel på, hvordan de håndterede pandemien. Under pandemien gjorde man sig løbende erfaringer, som blev brugt til at iværksætte mere træfsikre tiltag.

I rapporten fremgår det, at samtlige nordiske lande har håndteret pandemiens effekter med målrettet krisestøtte og genstartsundersøgelser med fokus på fremtiden. Støtten har varieret i størrelse, men de offentlige kulturpolitiske indsatsers betydning blev bekræftet under pandemien.

– Den offentlige finansiering er en forudsætning for kulturlivet i Norden, og det blev endnu mere synligt under COVID-19-pandemien. Den offentlige finansiering har fungeret som en støtte for kultursektoren, men nu er man begyndt at fremhæve behovet for mere samarbejde mellem forskellige investorer og den private sektor. Der tales mere og mere om kreative erhverv, siger Maria Hirvi-Ijäs, som er specialforsker og dr.phil. ved den kulturpolitiske forskningsstiftelse Cupore, som har udarbejdet rapporten.

Alle lande havde afviklet krisestøtten ved indgangen til 2023. Samtidig har inflation og energikrise budt på nye udfordringer. 

– Der er tegn på genrejsning i forhold til beskæftigelsen i kultursektoren, men tiden vil vise, om det er en varig og langsigtet genrejsning. Vi ved, at krisestøtten var vigtig, og vi må vente og se, hvad der sker med beskæftigelsen og økonomien på længere sigt, siger Malin Weijmer fra Kulturanalys Norden.

Kultursektorens krise under pandemien afslørede nogle strukturelle problemer, som i bund og grund handler om kulturskaberes langsigtede økonomiske vilkår. Større kulturinstitutioner kunne i mange tilfælde styrke deres økonomi midlertidigt under pandemien, mens freelancekulturskabere måtte tage store personlige chancer.

 
– Undersøgelsen, og pandemien, synliggør mangler i systemet for kulturskaberes arbejdsvilkår og økonomiske tryghed. Fælles for mange af dem er, at de har følt sig udsatte og er faldet mellem to stole i forhold til krisestøtte, siger Malin Weijmer fra Kulturanalys Norden. 
 

Kultursektorens heterogenitet har gjort, at den økonomiske situation ramte vidt forskelligt i forskellige dele af kultursektoren afhængigt af den tilgængelige støtte og kriterierne for udbetaling. 

Deltagelsen i kulturen er i vid udstrækning nået op på samme niveau som før pandemien. I visse aldersgrupper har man dog ikke helt fundet tilbage til kulturen, hvilket kan tolkes som senfølger efter de restriktioner, som de offentlige aktiviteter blev underlagt. 
Trods mange eksempler på en hurtig omstilling til digitale kulturaktiviteter, var det ikke alle, der havde ressourcer til at tilpasse deres virksomhed efter de nye forudsætninger. Det var heller ikke alle, der var vant til at deltage i kultur i et digitalt format. 

– COVID-19-pandemien gav medvind til andre muligheder for distribution af kunstformer og synliggjorde, hvad det vil sige at mødes live eller digitalt. Visse kunstformer såsom lydbøger og musik er nemmere at tage til sig, mens for eksempel teater og billedkunst ikke fungerer på samme måde. Det digitale format skaber også forudsætninger for nye former for kunstneriske udtryk, og nu kommer AI buldrende, siger Maria Hirvi-Ijäs.
 

Forskellene mellem de forskellige produktions- og distributionsmodeller blev blandt andet synlige i kraft af forskellige økonomiske muligheder for at få gavn af digitaliseringen under pandemien. 

Rapporten fra Kulturanalys Norden er udarbejdet af den kulturpolitiske forskningsstiftelse Cupore på opdrag af Nordisk Ministerråd.