Ira Vihreälehto – Finland

Ira Vihreälehto er nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2026 for projektet '70 Adventures Before Seven'.

Ira Vihreälehto er nomineret for projektet 70 Adventures Before Seven, som er en innovativ tilgang til miljøundervisning af folkeskoleelever. Initiativet opmuntrer børn til at udforske miljø og kultur i deres lokalområde ved hjælp af 70 praktiske eventyr, som er skabt til at gøre bæredygtighed konkret og engagerende. I stedet for kun at bruge bøger lærer børnene gennem handling ved at udforske naturen, gå omkring, observere, genbruge og deltage i aktiviteter sammen med andre. Udfordringerne kan gennemføres sammen med klassekammerater, venner, forældre eller bedsteforældre, hvilket fordrer læring på tværs af generationer og en dybere forståelse af natur og traditioner i lokalområdet. Gennem disse fælles oplevelser får børnene øjnene op for, hvad der er værdifuldt og bevaringsværdigt i deres omgivelser. Ved at opmuntre børn til at lægge skærmene fra sig og interagere direkte med omverdenen vil initiativet styrke deres tilknytning til omgivelserne og støtte en miljøbevidst adfærd på lang sigt. Forskning viser, at tidlig, erfaringsbaseret tilknytning er afgørende for at udvikle respekt for naturen, klimabevidsthed og socialt ansvar. Konceptet er udviklet i samarbejde med førende kultur- og kulturarvsorganisationer i Finland og er let tilgængeligt, gratis og oversat til flere forskellige sprog. Det kan skaleres til hele Norden og viser, at miljøbevidsthed kan starte lige uden for døren – et eventyr ad gangen. Ira Vihreälehto er administrerende direktør for Association of Cultural Heritage Education i Finland.