21. (Replik)
Information
Tusind tak for ordet. I Ungdommens Nordiske Råd er vi dybt taknemmelige for, at vi for første gang har fuld taleret her på sessionen, og vi er glade for den velvilje og den varme, vi mærker fra alle jer parlamentarikere.
Jeg havde egentlig forberedt flere spørgsmål til jer kære statsministre, men til min forundring var jeg som UNR's repræsentant i Præsidiet ikke velkommen til Præsidiets møde med statsministrene tidligere i dag - heller ikke selv om det omhandlede nordisk samhørighed, herunder børn, unge og uddannelse. Det synes jeg ærlig talt er beklageligt. Desværre oplever vi ofte at måtte kæmpe for blot vores deltagelse her i Nordisk Råd, og det betyder, at i stedet for politik må vi bruge vores tid på praktikaliteter - som nu her, hvor jeg desværre ikke har tid til at stille jer mit spørgsmål.
Jeg vil gerne takke for ordet og egentlig blot opfordre til, at I i jeres arbejde husker ungdommen, og ønske jer en god session. Tak for ordet.