229. (Replik)

Mange tak. I det nordiske samarbejde og i grænsehindringsarbejdet taler man altid om familier med forældre, der er ca. 40 år gamle år og har to børn. Man glemmer som oftest de unge. Det så vi under coronakrisen, hvor mange skandinaviske og nordiske studerende pludselig ikke kunne komme til det land, hvor de havde deres studie, så de stod uden en indkomst, uden et sted at bo og uden et studie. Det var, for at sige det lige ud, hårdt og brutalt. 

Der er rigtig mange gange, hvor vi oplever, at vi slet ikke er indtænkt i det her krisearbejde, så mit spørgsmål til ministrene er egentig: Hvordan undgår vi at glemme ungdommen i den næste krise? Hvordan undgår vi, at der er hundred- eller tusindvis af nordiske unge, der bliver ladt tilbage på peronnen, ligesom vi så det under coronarkrisen?

Tak for ordet.