249. Sirið Stenberg (Indlæg)
Tak for det, og tak for gode bemærkninger. Det, som er vigtigt, er, at vi holder os til det overordnede mål, vi har sat, nemlig at vi skal have et socialt bæredygtigt Norden, og at det skal være et Norden med en god ligestilling, sikker sundhed og velfærd for alle.
Når vi arbejder med det, er der nogle ting, som vi er nødt til at tage med ind i alle slags områder, lige meget hvor vi er. Det kan ikke nytte noget, at den minister, som sidder med ligestillingen, er den eneste, som arbejder med ligestilling. Det må være noget, som alle ministre gør og alle parlamentarikere gør. Når vi snakker om, at forebygge børnefattigdom, er det heller ikke kun en opgave for socialministeren. Det er også noget for uddannelsesministrene. Det er noget for finansministrene. Det er noget for os alle sammen. Det er ligesom det, jeg bare vil ende med at sige: Vi har alle sammen en opgave.
Hvis vi skal sikre lige adgang for alle mennesker til sundhedstjenester og til sociale ydelser, lige meget hvor man bor, lige meget hvad man ellers er vokset op i, og hvad man ellers er, så skal vi arbejde sammen, og så skal vi tage alle de aspekter med, som også har med mental sundhed at gøre. Og hvis vi arbejder for meget solo, kommer vi til at opleve større social ulighed i sundhed og også inden for det sociale område, og derfor må vi tænke bredt og inkluderende på alle de områder, som vi arbejder med, sådan at vi får et helhedsperspektiv omkring alt, som har med sundhed at gøre. Tak.