305. Karin Gaardsted (Hovedindlæg)
Tak for det, fru præsident. Vi brænder stadig alt for mange fossile brændstoffer af. Trods øgede indsatser for at imødegå den akutte klimakrise går arbejdet med at begrænse forbrændingen af fossile brændsler alt for langsomt, og det er på alle niveauer. For at fremskynde overgangen fra fossile brændsler til vedvarende energi-kilder er det meget afgørende, at beslutningstagerne har adgang til detaljeret information om både tilgængeligheden og den planlagte udvinding af fossile brændsler, både i de nordiske lande såvel som på globalt niveau.
Gennemsigtighed er afgørende for at måle og spore udledninger af drivhusgasser fra fossile brændsler. Det gør det muligt at vurdere, om nationale og globale klimamål såsom dem i Parisaftalen bliver opfyldt. Uden klar information kan det være ganske vanskeligt at overvåge, om der sker reelle fremskridt i nedbringelsen af CO₂-udledninger. Transparens sikrer, at regeringer og virksomheder holdes ansvarlige for deres forbrug af fossile brændsler.
Offentlig adgang til data om, hvor mange fossile brændsler der anvendes, og hvilke konsekvenser det har for miljøet, øger muligheden for at stille disse aktører til regnskab for deres handlinger. Gennemsigtighed gør det muligt for forbrugerne – det er jo dig og mig – og for investorer at træffe valg på et informeret grundlag. Hvis virksomheder offentliggør deres brug af fossile brændsler, kan forbrugerne vælge mere bæredygtige alternativer, og investorer kan fokusere på bæredygtige og klimavenlige investeringer.
Mange virksomheder fremmer jo sig selv og omtaler sig selv som bæredygtige, mens de fortsat er meget afhængige af fossile brændsler. Transparens vil afsløre, om virksomheder faktisk reducerer deres afhængighed af fossile brændsler, eller om de blot driver en form for greenwashing uden reelle miljømæssige forbedringer.
Klar og åben information om brugen af fossile brændsler hjælper politikere med at udvikle mere effektiv lovgivning og mere effektive strategier for at fremme den grønne omstilling og reducere samfundets afhængighed. Så vi foreslår fra Udvalget for et holdbart Norden at rekommandere Nordisk Ministerråd de to at-sætninger i forslaget. Tak.