316. Mariane Paviasen (Indlæg)
Tak, fru præsident. Vi takker forslagsstillerne for dette forslag. Forslaget går ud på at sikre, at tøj, der bliver produceret, bliver brugt mere, og desværre findes der også ubrugt nyt tøj, som bare brændes her i vores levetid. Som forslagsstillerne i deres begrundelse fortæller, bliver der produceret alt for meget tøj, som blot bruges få gange af os mennesker, og noget, der sågar aldrig bliver solgt, men kasseres, smides ud og bliver brændt. Det er en uholdbar situation, som vi har her. Det er noget, vi alle skal gøre noget ved, fordi vi har problemer med klimaet.
Samtidig siger vi, at vi har brug for at åbne flere miner, sågar i havet. Vi siger, at vi skal redde verden ved at lave såkaldte grøn energi, men vi ser jo ikke helheden af vores forbrug, hverken hvad angår fødevarer og nu tøj. Her i Norden er vi så glade for at kalde os foregangslande. Som lande er vi stolte af, at vi gør så meget for at redde den jord, som vi selv er med med til at ødelægge.
Vi er nødt til at gøre noget fælles og hver for sig. Tænk på de næste generationer: Hvordan skal de kunne leve i en verden, hvis vi ikke tager os sammen og gør noget aktivt selv og ikke mindst tager beslutninger fælles om at tage initiativ til at ændre måden at leve vores liv på. Tænk, før du køber tøj til dig selv og dine nærmeste. Tænk, hvor meget energi der bliver brugt for at fremstille det nyeste tøj, du gerne vil have. Tænk over, om du virkelig har brug for det tøj, som du ønsker at købe, og lad os få producenterne til at være med til at tage et ansvar for den verden, vi lever i.
Sidst, men ikke mindst, lad os hurtigst muligt lave lovgivning, som kan mindske produktionen af unødigt tøj, hvor det mindste krav skal være, at det tøj, der bliver produceret, skal være noget, der er holdbart, og lad dog modebranchen være en del af forslaget, så vi også laver nogle retningslinjer om modetøj. Vi fra Nordisk grønt venstre støtter hundrede procent forslaget og ønsker et regelsæt snarest for os selv. Tak – qujanaq.