Carsten Hansen (Svar på spørgsmål)

Information

Speech type
Svar på spørgsmål
Speech number
188
Speaker role
Danmarks samarbejdsminister
Date

Der er jo en meget, meget fin sammenhæng med det tidligere spørgsmål om drenges og pigers indlæring i skolen. Der er ingen tvivl om, at vi drenge er det vanskelige køn, og derfor lærer vi bedst, når vi bruger kroppen og hovedet samtidig. Og derfor har vi faktisk også sådan ganske alvorligt taget hensyn til, at drenge har brug for at komme mere ud og røre sig. Vi har haft et bredt ønske i Folketinget, et meget, meget bredt ønske, om, at motion og idræt kom på dagsordenen i folkeskolen, og derfor har vi også indrettet folkeskolen i Danmark således, at den passer til børnene, i stedet for at børnene skal tilpasse sig folkeskolen, og forsøgt at indføre de bedste metoder, som statsministeren også nævnte i går.

Så kan jeg sige, at der faktisk også ligger i det danske formandsskabsprogram, at vi udveksler viden om sundhed, børn og folkeskole. Og der tror jeg vi med fordel kan trække på de erfaringer, der er i alle de nordiske lande, således at det vanskelige køn, som drengene er, ikke sakker for meget bagud og vi sørger for, at de kommer med. For vi kan tydeligt se den samme tendens, tror jeg, i alle nordiske lande, nemlig at det er pigerne, der får de lange uddannelser, at det er pigerne, der er tilpasset det uddannelsessystem, vi har bygget op, og at drengene, i hvert fald nogle af dem, får store udfordringer med at hænge på. Så derfor mener jeg, og vi mener, at motion er helt afgørende i forhold til især de små børn for, hvordan de udvikler sig, og hvordan de opbygger deres viden. Og vi skal selvfølgelig bruge det, vi ved, til at gøre drengene lige så dygtige som pigerne.