Kun Sverige er imod et nyt ministerråd for transport
Nordisk Råd mener, at øget koordinering af transport og infrastrukturprojekter er helt afgørende for de nordiske landes vision om et bæredygtigt og integreret Norden. Allerede i 2018 formulerede Nordisk Råd et forslag til, at et særligt ministerråd om transport genoprettes i Nordisk Ministerråd. Dette tiltag skal sikre mere effektivitet og skabe forudsætninger for fremtidens bæredygtige transportinfrastruktur i regionen. Det handler blandt andet om løsninger inden for elektrificering af hav- og luftfart og øget kollektivtrafik på tværs af grænserne.
Stigende pres på Sverige
Da forslaget blev drøftet på Nordisk Råds session i 2022, var der positive signaler fra Island, Danmark og Norge, men manglende opbakning fra Finland og Sverige. Men med den nye regering har Finland ændret sin position. Ifølge Finlands regeringsplan skal koordinering af de nordiske landes transportsystemer fremmes, og det skal ske igennem et nyt ministerråd dedikeret til transport. Det er derfor nu Sverige alene, som står tilbage på perronen.
- Nordisk Råds parlamentarikere, herunder svenske medlemmer af Riksdagen, erhvervslivet og grænseregionerne har længe talt for et ministerråd med nordisk koordinering af transport og infrastruktur, men indtrykket er, at interessen fra Sverige er lunken, lød det fra Kjell-Arne Ottosson, formand for Nordisk råds Udvalg for Vækst og Udvikling på udvalgets møde med de nordiske samarbejdsministre i dag.
Erhvervslivet efterlyser i stigende grad fællesnordiske strategier og satsninger i transportsektoren. Til og med forbundet for nordiske vognmænd, Nordic Logistics Association, med 15000 medlemmer fra vognmands- og logistikvirksomheder erklærer i en ny debatartikel i Altinget at: „Et nordisk transportministerråd vil fremme den grønne omstilling i hele Norden. Det blev dog klart i Oslo i dag, at Sveriges samarbejdsminister, Jessica Roswell, ikke er overbevist om, at dette er vejen frem. Hun fremhvævede, at der allerede er mange gode tiltag og samarbejdsprojekter for at fremme koordineret transport i Norden.
Nærmer vi os en beslutning?
I februar skal en ny analyse af nuværende koordinering af transport og infrastruktur mellem de nordiske lande være klar. Ambitionen er, at samarbejdsministrene præsenterer rapportens resultater på Nordisk Råds temasession i april. Udvalget efterspurgte en klar tidslinje for, hvornår en endelig beslutning fra samarbejdsministrene om et nyt ministerråd kan forventes. Det kunne samarbejdsministrene på nuværende tidspunkt ikke give svar på. Udvalget oplever en positiv udvikling i sagen og håber, at det vil resultere i, at også Sverige stiger på toget.