Færøske familieydelser

Færøske familieydelser
Her kan du læse om ydelser til børnefamilier efter de færøske regler

Børnefradrag

Børnefradrag er et beløb du som forælder til børn under 18 år kan drage fra i din skatteopgørelse, hvis du opfylder betingelserne for fradraget. Fradraget bliver givet pr. barn. Fradraget er uafhængigt af indkomst.

Har du ret til børnefradrag?

Du har ret til børnefradrag hvis:
• Du har fuld forældremyndighed over barnet, eller har barnet boende hos dig. Fradraget tilfalder den ene af forældrene. Ved fælles forældremyndighed kan fradraget deles mellem forældrene.
• Du er fuldt skattepligtig og fast bosiddende på Færøerne.
• Barnet er under 18 år den 1. januar i det skatteår som fradraget udbetales for.
• Barnet er bosat på Færøerne eller har bevaret fuld skattepligt her, hvis det er bosat udenlands i forbindelse med uddannelse.
• Barnet ikke bliver forsørget af det offentlige, dvs er anbragt udenfor hjemmet.

Hvor stort er fradraget?

Børnefradraget bliver givet både i kommuneskatten og i landsskatten og er der forskellige takster gældende i de forskellige kommuner. Du kan få mere at vide om fradragets størrelse ved at kontakte den færøske skattemyndighed

 

Har du flere spørgsmål om børnefradrag kan du kontakte den færøske skattemyndighed Taks.

Familietilskud

I nogle situationer kan du have ret til familietilskud. Familietilskud er økonomisk støtte til børnefamilier med lav indkomst og formålet er at forebygge de negative konsekvenser af at leve under svære økonomiske vilkår som børnefamilie.
Familietilskud kan udbetales til enlige forsørgere, ægtepar, samlevende personer samt adoptivforældre, som har hjemmeboende børn under 18 år og som ifølge folkeregistret er bosat sammen med forældrene. Hvis et barn i forbindelse med uddannelse er bosat midlertidigt uden for hjemmet i op til et år, bliver der set bort fra kravet om at barnet har folkeregisteradresse hos forældrene. Tilskuddets størrelse afhænger af forældrenes skattepligtige indkomst og ejendom.
For at modtage familietilskud skal familien have folkeregisteradresse på Færøerne.

 

Har du ret til familietilskud?

Du har ret til familietilskud hvis:

• Din og/eller en eventuel ægtefælles/samlevers samlede indkomst efter nogle opstillede betingelser bliver defineret som lav indkomst.
• Du har hjemmeboende børn under 18 år.


Der gælder nogle nærmere bestemte betingelser for situationerne. Du kan få mere at vide om betingelserne og tilskuddets størrelse ved at kontakte den sociale myndighed på Færøerne Almannaverkið.

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.