Byer står sammen mod radikalisering og ekstremisme
I de seneste år er flere nordiske lande blevet udsat for voldelige angreb begået af individer, som på forskellige måder er havnet uden for det samfund, vi lever i. Vores byer bliver hele tiden større og mere flerkulturelle, hvilket øger risikoen for udenforskab.
Det modsatte af udenforskab er fællesskab. Takket være en satsning fra de nordiske regeringer bliver der nu oprettet et netværk af nordiske byer, som vil gøre fælles front mod radikalisering og ekstremisme. Byerne i Nordic Safe Cities vil i fællesskab finde løsninger, der skal føre til øget tryghed, tillid og tolerance.
– Vi er glade for, at Nordisk Ministerråd har valgt at holde den første Nordic Safe Cities-samling i Malmø. Her samarbejder vi aktivt med civilsamfundet for at bekæmpe ekstremisme. Vi tror på, at dette bynetværk kan udgøre et vigtigt bidrag i vores arbejde for at skabe en god og tryg by at leve i, og vi er glade for at få mulighed for at gå i dialog med andre byer i Norden, udtaler Andreas Schönström, viceborgmester med ansvar for sikkerhed og tryghed i Malmø.
Erfaringsdeling skaber løsninger
De nordiske samarbejdsministre Kristina Persson (Sverige) og Eygló Harðardóttir (Island) vil mødes med de borgmestre, lokalpolitikere og embedsmænd, der er samlet i Malmø den 29.-30. marts for at dele erfaringer og udvikle løsninger i fællesskab.
Som medlem af Nordic Safe Cities bliver byerne en del af et program, som er underlagt Nordisk Ministerråd. Byerne skal anvende netværket til at udarbejde tiltag, løse fælles udfordringer og indsamle viden og idéer fra forskere, eksperter, civilsamfund og kolleger på tværs af de nordiske lande.
– Erfaringerne med radikaliserede og voldelige ekstremistiske miljøer er forskellige fra by til by. Alle byerne råder imidlertid over dygtige medarbejdere, frivillige ildsjæle og borgere med værdifuld viden og erfaring, som kan omsættes til frugtbare løsninger, udtaler Anne Berner, som er formand for Nordisk Ministerråd og nordisk samarbejdsminister fra Finland.
Konferencen vil munde ud i et forslag til en fælles erklæring – en fælles vision for Nordic Safe Cities – som skal forankres i de respektive byers handlingsplaner for bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering.
Læs mere om konferencen her: