De nordiske lande bør udvikle et fælles ligelønscertifikat

27.06.18 | Nyhed
NR_velfærdsrådet
Photographer
Mikael Kelk/norden.org
Nordisk Råds Velfærdsudvalg anbefaler, at regeringerne i de nordiske lande indfører et ligelønscertifikat i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, som arbejdspladser frivilligt kan benytte.

- I Norden er vi meget langt fremme, når de gælder ligestilling i forhold til andre steder i verden, men vi er ikke i mål endnu, siger formand for Nordisk Råds Velfærdsudvalg, Bente Stein Mathisen. Derfor har Nordisk Råd på initiativ af den socialdemokratiske gruppe besluttet at anbefale de nordiske regeringer i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at:

•    Udvikle et fælles nordisk ligelønscertifikat
•    Arbejde for at mindske kønssegregation på arbejdsmarkedet
•    Mindske kønsopdelt uddannelsesvalg
•    Øge mulighederne for at gå fra deltids- til fuldtidsarbejde.

Ligestilling udspringer fra en fælles nordisk ideologi om velfærd og er et bærende element i den nordiske model om velfærdstatens udformning. Alligevel peger flere nordiske udredninger på, at udviklingen af ligestillingsområdet i Norden går for langsomt. Norden kæmper stadig med et kønsopdelt arbejdsmarked, og der er brug for at formulere nye tiltag på området. På Island er der indført et ligelønscertifikat som et konkret tiltag, hvilket har inspireret Nordisk Råds Velfærdsudvalg til at foreslå en fælles Nordisk certificering.

Island har taget kampen til et nyt niveau

Tilbage i april 2018 besøgte velfærdsudvalget Centeret for Ligestilling på Island, som håndterer Ligelønscertificeringen i landet. Her kunne centeret fortælle, at Island de seneste mange år har arbejdet målrettet mod at få bugt med uligheden mellem køn på arbejdsmarkedet og manglende ligeløn mellem mænd og kvinder. Seneste initiativ har taget kampen for ligestilling på arbejdsmarkedet til et nyt niveau. Alltinget på Island har nemlig fra 1. januar 2018 lovgivet omkring ligelønscertifikatet. Konkret betyder det, at arbejdspladser med mere end 25 medarbejdere skal kunne dokumentere en plan for deres sikring af ligeløn over for Centeret for Ligestilling. Før 2018 var dette i en årrække frivilligt. Opfylder arbejdspladsen kravene, får den tildelt Ligelønscertificering. Den kan arbejdspladsen fx benytte til at synliggøre deres sociale ansvarlighed over for kunder, samarbejdsparter samt nuværende og potentielle medarbejdere.  

Hvis en fælles Nordisk ligelønscertificering bliver indført i Norden, har vi en forventning om, at det vil mindske løngabet mellem kvinder og mænd, og motivere flere brancher til at arbejde proaktivt med at skabe lighed på arbejdsmarkedet

 

 

Gevinst for individet og for samfundet

- Hvis en fælles Nordisk ligelønscertificering bliver indført i Norden, har vi en forventning om, at det vil mindske løngabet mellem kvinder og mænd, og motivere flere brancher til at arbejde proaktivt med at skabe lighed på arbejdsmarkedet, siger det islandske medlem af Velfærdsudvalget Steinunn Þóra Árnadóttir. Ud over at det gavner individet, så vil det også have en positiv effekt på samfundsøkonomien. Tal fra en ny OECD rapport om ligestilling dokumenterer fordelen ved ligestilling på arbejdsmarkedet. Fx viser rapporten, at hvis kvinder arbejder ligeså meget som mænd, kan BNP stige med 15 til 30 procent.

Contact information