De nordiske statsministre: Sammen om international branding af Norden

28.10.14 | Nyhed
Nordiskt statsministermöte i Rosenbad
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
De Nordiske statsministre mødtes på Nordisk Råds topmøde i Stockholm 28/10 og diskuterede både international politik og grænsehindringer mellem de nordiske lande

.Statsministrene bød en ny strategi for fælles branding af Norden velkommen på deres pressemøde.

- Norden har et godt ry i verden og vi skal nu se på, hvordan vi kan udvikle det nordiske brand yderligere. Jeg forventer, at vi kan støtte hinanden langt mere internationalt, udtalte Finlands statsminister Alexander Stubb.

Hans danske kollega, Helle Thorning-Schmidt bakkede op, også i forhold til et øget samarbejde på klimaområdet og i international politik generelt.

Vi skal udnytte det momentum, der er omkring klimaspørgsmålet lige nu og gå sammen for at nå en global aftale på FNs klimatopmøde i Paris næste år. Vi kan faktisk gøre en forskel i verden med vores nordiske fællesskab, sagde den danske statsminister.

Hun understregede, at grænsehindringer mellem de nordiske lande er et andet højt prioriteret område, også for at styrke væksten i Norden.

Nordisk pragmatisme

Statsministrene havde også diskuteret Mellemøstspørgsmål og Sveriges anerkendelse af Palæstina på deres fællesmøde inden pressekonferencen.

Vi er enige om, at vi ønsker en to-statsløsning mellem Israel og Palæstina. Men vi er også enige om, at vi følger forskellige veje i det spørgsmål. Det er vel generelt et udtryk for Nordisk pragmatisme, at vi vælger forskellige veje mod det samme mål i al fordragelighed, udtalte Sverige nye statsminister Stefan Löfven.

Norge bakkede op om dette, også i forhold til Rusland og sikkerhedsspørgsmål generelt.

- Vi arbejder med sikkerhedspolitiske spørgsmål via de forskellige partnerskaber, vi har her i Norden og supplerer hinanden godt, sagde den norske statsminister Erna Solberg på pressemødet.

Nordisk Råds session, det årlige topmøde for nordisk samarbejde, fortsætter over de næste to dage med fokus på et fælles arbejdsmarked, uddannelse og integration i Norden.

Læs den nye nordiske nordiske positionerings- og profileringsstrategi om fælles nordisk branding.