Askel Aden

Fotograf
Rebekka Bernadette Myttersen
Askel Aden: KH Misha, tegneserie, Forlaget Cobolt, 2025. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2026.

KH Misha er en historie om at finde vej, både i sine relationer og i sit eget liv, og i allerhøjeste grad i det fantastiske og på alle planer alternative univers, som Misha og deres mor ender i, da en biltur på mange forskellige planer kører sin helt egen vej ud i en verden, hvor alt det umulige pludselig bliver muligt og en fællesfortælling kan åbnes.    

Misha har aldrig boet sammen med sin mor, og nu skal de på tur. De skal rigtig hygge sig og komme tættere på hinanden. Der er masser af uudtalte forventninger til relationen, som begge parter har virkelig svært ved at tale rigtigt om. Mor kalder det begejstret for en mor-datter tur, men Misha er nonbinær og føler sig hverken set eller forstået af sin mor. Misha skriver breve undervejs på turen i et forsøg på at sætte ord på sine følelser, men det bliver breve, som Misha ikke tør give til sin mor. Turen kører hurtigt af sporet, både i overført betydning og helt konkret, da de to kommer til at vælge den mindst befærdede vej og pludselig befinder sig i Åndernes Rige. Her møder de andre fortabte rejsende, nogle vilde væsner og tragiske, ensomme skæbner, og de skal gennem en klassisk mængde af udfordringer og prøvelser for at finde en vej, som de begge kan bruge. Kløften mellem dem vokser, mens det endelige opgør må til, før de langsomt nærmer sig hinanden med en langt større forståelse for at være og blive det, som man selv ønsker.   

Replikkerne er enkle og ligetil. Tegningerne er båret af et originalt håndværk, der kun understøtter historiens eget visionære rum. Tegningerne har deres egne lag, hvor en såkaldt virkelighed primært udspilles i gullige, nærmest falmede nuancer, og en anden verden foldes ud i blå og lilla farvevalg. Det trækker tråde frem og tilbage mellem to måder at være i en verden på, der mødes i historiens sidste del, hvor tegneserien er holdt i varme, rødbrune farver, som åbner sig mod læseren. Ikke alt går op, men noget er på vej mod en anden måde at se sig selv og hinanden på. Relationen mellem dem er blevet forandret.   

KH Misha er uden tvivl et ambitiøst værk med internationalt potentiale. Mange vil kunne genkende sig selv i Mishas store ønske om at blive anerkendt, men også i moderens savn efter det barn, hun ikke har boet sammen med, men som hun heller ikke vil have som en fremmed i sit liv. Det er i mødet mellem de to verdener, der smelter sammen og skal skabe det nye grundlag for at komme tættere på sig selv og hinanden, hvor nysgerrighed og respekt for egne og andres måder at være et levende menneske på, bliver en vedkommende fortælling om, hvad forbindelserne mellem mennesker kan betyde på godt og ondt, om de er biologiske eller ej. Det er en historie om et menneske blandt andre mennesker, der møder mod og modstand til at elske og elskes.   

Tegneserien står meget stærkt i Danmark i disse år. Askel Aden har skabt en historie, der tør ryste de gamle verdensbilleder, så nye kan opstå. Det er ikke kun i et LGBTQ-miljø, der skal ryddes op for vanetænkning. Det gælder hele verden. Tak for det.  

Askel Aden er uddannet fra Graphic Storytelling på The Animation Workshop i Viborg. Han havde allerede som 17-årig stor succes med webtegneserien Crossroads og debuterede i 2022 med sin trilogi Åndevandrer.