Aurora – Finland
En aften ved en pølsebod i Finsk Lapland møder Aurora – en ægte festabe, der hader tanken om at binde sig – den iranske mand Darian. Darian er nødt til at gifte sig med en finsk kvinde for at kunne få asyl sammen med sin datter. Aurora afviser ham, da hun har en plan om at flytte til Norge for at komme væk fra sin dødssyge tilværelse. Men efter at have mødt Darians charmerende datter indvilliger hun i at hjælpe ham. Gradvist, mens Aurora præsenterer Darian for en række forskellige kvinder, kommer de stadigt tættere på hinanden. Da den perfekte potentielle hustru viser sig, må Darian og Aurora træffe et vanskeligt valg: at lade som om alt er godt, eller omsider holde op med at løbe fra sandheden.
Den finske jurys motivering
Overalt i Europa rider det yderste højre på en bølge af immigrationsfrygt. I et sådant klima er instruktør og manuskriptforfatter Miia Tervos første spillefilm Aurora – en hjertevarm fortælling om nutidens glæder og sorger – en sund modgift mod åndelig forarmelse. Den viser – med indlevelse og medfølelse og uden spor af fordømmelse – medmenneskeligheden hos fejlbarlige eksistenser, der kæmper for at overleve i et nordisk storbymiljø.
Manuskriptforfatter/instruktør – Miia Tervo
Miia Tervo (f. 1980) er forfatter/instruktør fra Finsk Lapland. Hendes kortfilm er blevet vist verden over og har modtaget mange hædersbevisninger. Lumikko (The Little Snow Animal) blev nomineret på European Film Awards i 2010 og vandt prisen for Bedste elevdokumentarfilm på festivalen i Palm Springs, Santra ja puhuvat puut (Santra and the Talking Trees) fik ærefuld omtale på IDFA’s Nordic Panorama-sektion, mens Pieniä kömpelöitä hellyydenosoituksia (Clumsy Little Acts of Tenderness) vandt prisen for Bedste manuskript på Heart of Gold International Film Festival i Østrig samt Publikumsprisen på Vevey International Film Festival i 2015.
Aurora er hendes spillefilmdebut. Filmen åbnede Filmfestivalen i Göteborg i 2019 og blev vist på en halv snes andre festivaler, herunder South by Southwest i Austin, Oslo Pix og Edinburgh Film Festival. Den blev endvidere nomineret til Eurimages Audentia Award.
Producer – Max Malka
Max Malka (f. 1986) arbejder som producer for produktionsselskabet Dionysos Film i Helsinki.
Hun dimitterede med en mastergrad i filmproduktion fra Aalto University. Produceren mødte instruktøren Miia Tervo på filmskolen og arbejdede sammen med hende på kortfilmen Lumikko (The Little Snow Animal) (2009).
Malka har bl.a. produceret børnefilmen Tatu & Patu (Kalle og Palle tænder op), den tredjebedst sælgende finske film i 2016, og web-serien Nerd: Dragonslayer666. Sidstnævnte opnåede kultstatus blandt de unge i 2017 og vandt finsk tv's pris for Bedste børne- og ungdomsserie.
Tervos spillefilmdebut Aurora har deltaget i mere end et dusin internationale filmfestivaler.
Produktionsoplysninger
Originaltitel: Aurora
Instruktør: Miia Tervo
Manuskript: Miia Tervo
I hovedrollerne: Mimosa Willamo, Amir Escandari
Producer: Max Malka
Produktionsselskab: Dionysos Films
Spilletid: 106 minutter
Finsk distribution: Nordisk Film
International distribution: Level K