Elin á Rógvi og Silja Eystberg
I Fornt følger vi den 11-årige Eiri og hans veninde Sólja, der spiller det virtuelle spil Fornt – en internationalt populær online verden, hvor spillere kan jagte og observere væsner fra lokale sagn på Færøerne. Da de opdager en ny, ukendt skabning i spillet, får de pludselig opmærksomhed fra de bedste spillere i verden. Men noget er ikke, som det ser ud til, og grænsen mellem spillets verden og den virkelige begynder at flyde sammen. Historien bliver et nervepirrende mysterium, hvor fortidens sagn og moderne teknologi smelter sammen på overraskende måder.
Fornt udmærker sig ved sin evne til at formidle den digitale tidsalders fascination af gaming, samtidig med at den inddrager den færøske kulturarv. Bogen giver læseren en unik indgang til sagnverdenens væsner som huldufolk, nykar og marmennilin, samtidig med at den tematiserer venskab, identitet og den teknologi, som omgiver børn og unge i dag. Fornt belønner spillerens kendskab til færøske traditioner, sagn og geografi – jo mere du ved, desto større fordel har du i spillet. Dette gør bogen til en fascinerende bro mellem kulturarv og moderne gaming, hvor folklore bliver en aktiv del af spiloplevelsen.
Med Fornt har Elin á Rógvi skabt en medrivende og nyskabende fortælling, der forener videospil, folklore og venskab i en spændingsfyldt fortælling. Samtidig er bogen også værdifuld for voksne læsere, da den giver indsigt i unges digitale univers, deres tilknytning til online fællesskaber og den måde, hvorpå venskaber kan opstå og udvikle sig i virtuelle verdener.
Elin á Rógvi formår på en levende og letflydende måde at skrive sig ind i unges univers, og hendes dialoger er troværdige og nutidige. Romanens opbygning og sproglige stil skaber en fortælling, der engagerer både erfarne og mindre erfarne læsere. Bogen er desuden fængende illustreret af Silja Eystberg, hvis billeder i computerspil-stil understøtter bogens digitale univers. Illustrationerne er spredt gennem bogen og viser både Eiri, sagnvæsener og gengivelser af online kommunikation og spillets intro, hvilket forstærker den immersive læseoplevelse.
Med Fornt fortsætter Elin á Rógvi sit væsentlige bidrag til nordisk børnelitteratur, hvor hun tidligere har modtaget Vestnordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for bogen Flytifuglar.