Fluefangeren - Norge

Billede fra"Fluefangeren" (Norge) - Burhan Amiti
Fotograf
Nils Eilif Bremdal
Filmen "Fluefangeren" fra Norge er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2017.

Fluefangeren er en politisk metafor om et diktaturs storhed og fald. I filmen, der udspiller sig i et klasseværelse i løbet af en enkelt hektisk dag, møder vi Ghani, en idealistisk lærer, der mister sit job på den første skoledag. Han gør et sidste forsøg på at få sit job igen ved at låse sine elever inde i klasseværelset, hvilket tvinger dem til at løse en ældgammel strid mellem deres landsbyer.

Bedømmelseskomitéens motivering

Fluefangeren er en usædvanlig vellykket lavbudgetfilm, som udnytter sine virkemidler på forbilledlig vis. De medvirkende i historien – en lærer og drengene i hans klasse – fremstilles subtilt og organisk, så man som tilskuer får følelsen af at overvære virkelige dialoger og konfrontationer. Med udgangspunkt i en helt specifik lokalitet – et klasseværelse i en makedonsk landsby – fortæller filmskaberen Izer Aliu en historie, som er både politisk og psykologisk relevant på flere planer, og samtidig en følsom skildring af, hvordan et diktatur både kan opstå og falde.

Manuskriptforfatter/instruktør - Izer Aliu

Izer Aliu (f. 1982) er en makedonsk født norsk instruktør, der voksede op i Sverige, før han bosatte sig i Norge. I 2012 afsluttede han sin uddannelse på den norske filmskole i Lillehammer med kortfilmen Å vokte fjellet. Filmen vandt Amandaprisen for Bedste kortfilm på Den norske filmfestivalen i Haugesund og blev nomineret til en Student Academy Award i Hollywood. Hans anden kortfilm Det gode livet, der borte (2014) vandt prisen for Bedste film på den norske kortfilmfestival i Grimstad.

Fluefangeren er hans debut inden for film af spillefilmslængde. Dramaet, der er optaget i Makedonien, havde verdenspremiere på Torontos Discovery-program i 2016 og blev vist på yderligere en halv snes festivaler, herunder i Tromsø, hvor den vandt Den Norske Fredsfilmprisen.

Den produktive Aliu arbejder i øjeblikket på to kommende spillefilmprojekter: det realistiske drama 12 Bragder, der for øjeblikket er i postproduction, og den politiske periodestorfilm Slavemerket.

Producer - Khalid Maimouni

Khalid Maimouni (f.1979) er født i Tanger, Marokko og kom til Norge, da han var 11 år gammel. Han fik sine første erfaringer med filmbranchen som manuskriptforfatter til Rune Denstad Langlos tv-serie Glatte gater(2007) og dokumentarfilmen 99% ærlig (2008). Han debuterede som forfatter/instruktør med kortfilmen Gateselgerne, produceret af Denstad Langlo for Motlys (2010). I 2012 blev han ansat hos det fremtrædende norske post-produktionsselskab Storyline Studios, hvor han først arbejdede i kameraudlejningsafdelingen og som post-producer, før han blev chef for selskabets nye produktionsdivision The End. 

Izer Alius Fluefangeren er den første spillefilm, som han har produceret for The End. Hans kommende projekter med samme instruktør omfatter den norsk/svenske spillefilm 12 Bragder, kortfilmen Crazy Love og det politiske drama Slavemerket. Denne film er bygget over en af de største minearbejderstrejker i Skandinavien i begyndelsen af 1900-tallet.

Blandt Maimounis øvrige projekter under udvikling er også den første børnefilm på samisk, Sáve.

Produktionsoplysninger

Originaltitel: Fluefangeren 

Instruktør og manuskriptforfatter: Izer Aliu

Hovedroller: Burhan Amiti, Miraxh Ameti, Hadis Aliov, Besar Amiti

Producere: Khalid Maimouni

Produktionsselskab: The End

Spilletid: 109 minutter

Norsk distribution: Europa Film

International distribution: LevelK