Landvernd – Island

Landvernd er nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2026

Landvernd er Islands ældste og største naturfrednings- og miljøorganisation. Siden den blev grundlagt i 1969, har den arbejdet for at værne om naturen, styrke miljøbevidstheden og fremme bæredygtig brug af ressourcer. Et af Landvernds vigtigste bidrag til fremtiden er organisationens store uddannelsesindsats, som har givet viden, ansvar og engagement om miljø og klima videre til nye generationer. Landvernd er blevet nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2026 på vegne af Island for sit bidrag til at fremme bæredygtig udvikling gennem uddannelse, bemyndigelse og aktiv deltagelse i den offentlige debat. I mere end to årtier har Landvernds uddannelsesgruppe udarbejdet stærke og nyskabende programmer, som er nået ud til børn, unge, lærere og læringsmiljøer over hele Island og haft varig indflydelse på flere generationers indstilling, viden og adfærd. Kernen i dette arbejde består i at forvandle miljøundervisning til aktiv deltagelse. Projekter som Green Flag-programmet, Ecological Restoration with Schools samt Environmental Journalism for Youth lærer ikke bare børn og unge om klimaudfordringer, naturfredning og bæredygtighed, men giver dem også mulighed for at undersøge, analysere, træffe beslutninger og implementere løsninger. Dermed bliver undervisningen bemyndigende og fører til forandringer på skoler og i lokalsamfund. Arbejdet er innovativt og kombinerer videnskab, moderne pædagogik og kreativ deltagelse. Landvernd har for eksempel udarbejdet initiativet Young Reporters for the Environment i Island, som gør unge i stand til at anvende et bredt udvalg af kommunikationsmetoder – fra dokumentarer og websites til visuelle virkemidler, spil og andre nye udtryksformer. Det styrker de unges stemme og gør miljøudfordringer mere tilgængelige og personlige. I dag når Green Flag-programmet ud til omkring 150 skoler på alle undervisningsniveauer, og det er blevet en af de største platforme for miljøundervisning i Island. Metodologien er baseret på aktiv deltagelse, samarbejde og løbende forbedringer, og den kan tilpasses forskellige uddannelsessystemer og lokalsamfund. Det unikke ved Landvernds bidrag er, at organisationen gennem mere end to årtier har opbygget en bæredygtig platform, hvor børn og unge ikke bare bliver undervist i aktuelle miljøudfordringer, men også får de nødvendige værktøjer til at deltage aktivt i at løse dem. Takket være innovativ undervisning, bred deltagelse og målbar samfundsmæssig gennemslagskraft har Landvernd skabt en model med langsigtet værdi, som kan overføres til andre lande.