Sara Lundberg
Når ordene slipper op, tager det store eventyr fat. I Ingen utom jag (ikke oversat til dansk) viser forfatteren og illustratoren, Sara Lundberg, igen hvorfor hun er blevet en af Sveriges store billedbogsforfattere.
Lundberg tager læsere og medlæsere med på en svimlende rejse gennem alvor, leg og fantasi. Det er en coming of age for billedbogslæseren, hvor højtlæsningssituationen tilbyder fælles opdagelser. Læserne kan søge og finde mening i detaljer, eller bare lade sig overvælde af farver og form. I en bog, hvor teksten er tilbageholdende, er billederne mere generøse. Med vandfarve og farvekridt fylder Lundberg bogen ud med både tid og rum
Der er nok mange voksne, som kan genkende, hvordan børns snak nogle gange bliver en summen, en brusen i baggrunden til tankerne om, hvad der skal pakkes til strandturen, hvad der skal laves til aftensmad, om der skal handles på vejen hjem, og hvor skønt det er at kunne stå her og tale med en anden voksen i et øjeblik. Lundberg skaber en moderne mor, som leder tankerne hen til Mors vilde unge eller Max i Der hvor vilddyrene bor. Her har hun knold, krop og blomstret tøj. Hun er fysisk nærværende med barnets lille hånd i sin, men hendes blik er rettet mod noget andet og mod andre mennesker med en adspredt brummen som svar på barnets tanker og behov.
Blandt åkandernes blade og træernes lave kroner bliver hånden, der har sluppet sit greb, en åbning til barnets egen ageren. Bogens jeg træder ind i legens og fantasiens eget rum, hvor det, som først virkede utrygt og fremmed, bliver vildt og smukt. Lundberg er dygtig til at veksle mellem lys og mørke, ro og intensitet. I fejende og suggestive, men præcise strøg, opmaler hun en jordomsejling og en opdagelsesrejse, hvor hovedrolleindehaveren opdager både sin egen storhed og den storhed, som verden indeholder.
Med vandet som vejviser følger læseren barnets rejse. Etageejendomme, middage, fældede skove, veritable jungler og deres junglebørn – der er plads til det hele i Lundbergs hovedpersons verden. Gennem sit sprog og sine illustrationer er det tydeligt, at Sara Lundberg har en dyb bevidsthed om barnets indre liv, hvis dæmninger hun nedbryder og skaber et vandfald, som tager læseren med sig.
Ingen utom jag er intet mindre end en billedbogstriumf. Hver side er et kunstværk!
Sara Lundberg (født 1971), har blandt andet studeret på Konstfack og Kungliga Konsthögskolan og er en veletableret illustrator og forfatter, som har modtaget adskillige priser. Hun har blandt andet vundet August-prisen to gange, senest i 2017 for bogen Fågeln i mig flyger vart den vill (Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil, Straarup & Co, 2018, oversat af Lisette Agerbo Holm), som også vandt prisen Snöbollen for årets svenske billedbog i 2017.