Þórdís Helgadóttir
I romanen Armeló (Armelo, Turbine, 2025, oversat af Nanna Kalkar) inviterer Þórdís Helgadóttir læseren med på en særpræget rejse, som er både fascinerende, kompleks og spændende. Bogen handler om en kvinde, som mere end noget andet hader at rejse. I begyndelsen af bogen befinder Elfur sig alligevel i en lille by i Europa med sin mand, Birgir, under en af sommerens hedebølger. Da Birgir pludselig forsvinder sammen med al deres bagage og deres bil, kommer hun i knibe. Elfurs liv har hidtil været kendetegnet ved en mangel på initiativ, men denne underlige situation tvinger hende til at handle, og inden længe bevæger hun sig til fods ind i skoven på en slags pilgrimsrejse uden at vide, hvor hun vil ende. Herefter følger en fortælling i flere lag om en rejse i grænselandet mellem fantasi og realisme, hvor forfatteren benytter sig af mysticisme, golem-metaforen og dobbeltgængermotivet på en nyskabende måde, blandt andet for at belyse samtidens udfordringer.
Innovationsvirksomheden, Nanoret, er indblandet, og deres mål er at udrydde alle øjensygdomme i verden. Deres slogan er "Seeing Clearly" eller "Klart syn". Men hvad betyder det at se klart, og hvad er sammenhængen mellem stjålne hornhinder og virksomhedens planer? Hvad gør vi, når sandheden gemmer sig under overfladen og muligvis er uden for rækkevidde? Hvordan håndterer vi en situation, hvor sandheden bedrager, og hvor bedraget tager sig mere virkeligt ud end virkeligheden? Og hvordan skal vi forholde os til sandheden i en verden, hvor vi så let forblændes af en overflod af information? Hvor godt kender vi egentlig andre mennesker eller os selv? Eksistentielle og metafysiske spørgsmål som disse er fremtrædende i Armeló, og de væves kraftfuldt sammen med overvejelser og personlighed, selvbevidsthed og identitet. I romanen behandles også på sympatisk vis vigtige problemstillinger om empati og svigt.
Forfatteren byder op til en vild dans og svinger læseren rundt i utallige cirkler, hvor sanserne udfordres med uventede passager, de forskellige personers forskellige perspektiver, underholdende tidsrejser og et varieret persongalleri. Gennem en blanding af humor, poesi, overnaturlige hændelser og stærkt billedsprog har forfatteren skabt en yderst fængslende rutsjebanetur for nysgerrige og modige læsere.
Þórdís Helgadóttir (født 1981) er uddannet inden for filosofi, redigering og litterær fremstilling ved Islands universitet, Rutgers University og universitetet i Bologna. Armeló er hendes første roman, men hun har tidligere været aktuel med blandt andet digtsamlingen Tanntaka (2021) och novellesamlingen Keisaramörgæsir (2018). Hun har desuden skrevet skuespil, og i 2019-2020 var hun ansat som dramatiker på Borgarleikhúsið (Reykjavik City Theatre). Þórdís er, sammen med fem andre kvinder en del af forfatterkollektivet Svikaskáld, som blandt andet har udgivet digtsamlingen Ég er það sem ég sef (2024) og romanen Olía (2021). Hun fik poesiprisen Ljóðstafur Jóns úr Vör i 2021, og hendes værker er blevet nomineret til den islandske litteraturpris samt priserne Maístjarnan og Fjöruverðlaunin.