Varna Marianne Nielsen

Fotograf
Angunguak Motzfeldt
Komponist Varna Marianne Nielsen er nomineret til Nordisk Råds musikpris 2026 for EP’en Sila.

Varna er en enestående figur på den grønlandske og nordiske musikscene. Hun har en baggrund med dybe rødder i den østgrønlandske trommedans- og trommesangstradition, og hun arbejder fortløbende for at bevare og synliggøre den. Men det er hendes elektroniske crossover-værker fra 2023 (Pilarngar) og frem til i dag som i særdeleshed skiller hende ud.  

EP’en Sila er skrevet, sunget, spillet og produceret af Varna selv. Hun blander i sine kompositioner trommesang, moderne sangskrivning, reallyd og elektronisk musik til et dybt originalt udtryk uden sidestykke. I musikken mærker man mødet mellem tradition og modernitet, mellem det menneskelige og det digitale, mellem naturen og det urbane.  

Ud over musikken arbejder hun med dans, kostumer og videokunst, som ved hendes koncerter flettes sammen til gribende tværæstetiske oplevelser. 

Under den seneste tids politiske virak omkring USA’s interesse for Grønland har Varna også markeret sig med en række stærke og trodsige singler, som formulerer Grønlands ret til selvbestemmelse.